Debat: Never say no...

Artiklens øverste billede

Vi vil skabe muligheder frem for at hænge fast i begrænsninger.

Vi gør allerede rigtig meget, men hvis Norddjurs skal i superligaen i erhvervsservice, så skal vi videre. Vi skal være bedre til at lytte og skabe løsninger sammen.

Vi har derfor igangsat en proces, der ændrer vores tilgang til myndighedsopgaver og alle andre erhvervsrettede henvendelser (byggesager, miljøgodkendelser, landzonetilladelser etc.).

Vi tror på, at vi sammen med erhvervslivet, medarbejderne, cheferne og de øvrige lokalpolitikere kan ændre vores tilgang til erhvervsservice i Norddjurs. Vi vil bevæge os væk fra at være en myndighed, der giver afslag på fx en byggesag - nu skal vi være et serviceorgan, der sammen med borgeren/virksomheden finder en løsning. Vi skal altid have ja-hatten på, når nogen vil udvikle i Norddjurs. Vi skal være løsningsorienterede, når vi fx. behandler byggesager. Kommunen er og skal altid være en samarbejdspartner, og aldrig en forhindring for udvikling.

Det skal ikke være nødvendigt at henvende sig mere end en gang.

Vi kommer når erhvervslivet kalder og vi sætter en ære i at være i gang med at finde løsninger inden vi forlader jer. Dialog er nøgleordet.

Gennem partnerskaber understøtter vi samtidig virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft og praktikpladser til vore unge. Vi skal sammen være på forkant med at identificere ”trusler” og nye behov for initiativer. COVID-19 er et eks på at vi handler sammen med succes!!

Ordene NEVER SAY NO skal fremover være den kulturbærende sætning i vores afdelinger, der håndterer godkendelser til vores virksomheder (byggesager, miljøgodkendelser, landzonetilladelser etc).

I de sager, hvor vi fremover ikke kan imødekomme en ansøgning fra vore borgere/virksomheder på grund af lovgivningen (miljø, byggelov), skal vi som minimum forklarer grundigt hvorfor ansøgningen ikke kan imødekommes og komme med alternative løsningsforslag - således at ingen får et afslag uden at have fornemmelsen af, at kommunen gjorde alt hvad den kunne.

Senest har vi aftalt at opruste på byggesagsbehandlingen, så vi kan efterkomme den markante stigning af byggeansøgninger – desuden at understøtte de lokale virksomheder med kompetenceudvikling og arbejdskraft.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen