Syddjurs når 45.000 borgere om 4-5 år

Befolkningsprognose: Ryomgård skoledistrikt har den laveste gennemsnitsalder - Ebeltoft suverænt den højeste

Artiklens øverste billede
Kilde: Syddjurs Kommune Befolkningsprognose til Budget 2022

BEFOLKNINGSPROGNOSE Syddjurs Kommune indtager femtepladsen blandt de 12 kommuner i Business Region Aarhus over antal nettotilflytninger i perioden 2016 til 2019.

Modsat indtager Norddjurs en lidet flatterende 12. og sidsteplads i analysen.

Det er rådgivnings- og analysevirksomheden Exometric, som har analyseret danskernes flyttemønstre i den nævnte periode.

Syddjurs følger efter markante vækstkommuner som Aarhus, Silkeborg, Skanderborg og Horsens.

Syddjurs Kommune har som erklæret målsætning at nå 45.000 indbyggere i 2023.

Ifølge Statistikbanken var Syddjurs Kommune 43.168 indbyggere ved indgangen til 2021. Norddjurs Kommune har 36.943 indbyggere.

I den seneste befolkningsprognose for Syddjurs Kommune vil målsætningen om 45.000 indbyggere blive nået mellem 2026 og 2027.

300 personer årligt

Befolkningsprognosen, der er udarbejdet til Syddjurs Byråd og som bliver udgangspunktet, når det nuværende byråd som sin sidste handling skal godkende Budget 2022, ligger tæt på de skøn, der blev lavet til brug for Budget 2021. Befolkningsprognosen forudser en gennemsnitlig stigning på omkring 300 personer om året i prognoseperioden 2022- 2033. Der forventes en samlet stigning på 3.704 personer i perioden.

Sidste års prognose forventede en samlet stigning på 113 personer fra start 2020 til start 2021. Den faktiske stigning blev på 206 personer.

”Aldersfordelingen i Syddjurs er typisk for en kommune, som unge flytter fra, og børnefamilier flytter til. Antallet af børn stiger med deres alder, og det afspejles også i en stigning i antallet fra omkring 25 år til 40 år. Fra 17 til 24 år falder antallet drastisk. Årgangene fra 45 år til 75 år er alle over 550 personer og udviser ikke de store variationer. Derefter er der et naturligt fald i antallet af personer,” kan man læse i den rapport, der er udgivet sammen med befolkningsprognosen.

Skoledistrikterne

Befolkningsprognosen er beregnet på basis af de 10 skoledistrikter i Syddjurs. Her følger facts om hver enkelt skoledistrikt - herfra, hvor vi står i 2021 (kilde: Syddjurs Kommune Befolkningsprognose til Budget 2022).

Hornslet

Hornslet skoledistrikt er kommunens næststørste med 7040 personer fordelt på 3064 husstande. Skoledistriktet har en gennemsnitsalder på 41,4 år, som er en af kommunens laveste, og antallet af børn i husstandene er på 0,55, hvilket er over kommunens gennemsnit på 0,43.

Mørke

Mørke skoledistrikt er et af kommunens mindste med 2155 personer fordelt på 933 husstande. Skoledistriktet har en gennemsnitsalder på 41,3 år, som er en af kommunens laveste, og antallet af børn i husstandene er på 0,51, hvilket er over kommunens gennemsnit på 0,43.

Ådalen

Ådalen skoledistrikt har 2626 personer fordelt på 1091 husstande. Skoledistriktet har en gennemsnitsalder på 42,3 år og antallet af børn i husstandene er på 0,51, hvilket er over kommunens gennemsnit på 0,43.

Kolind

Kolind skoledistrikt har 4417 personer fordelt på 1994 husstande. Skoledistriktet har en gennemsnitsalder på 43,2 år, og antallet af børn i husstandene er på 0,46, hvilket er over kommunens gennemsnit på 0,43.

Ryomgård

Ryomgård skoledistrikt har 3851 personer fordelt på 1707 husstande. Skoledistriktet har kommunens laveste gennemsnitsalder på 41,2 år og antallet af børn i husstandene er på 0,51, hvilket er over kommunens gennemsnit på 0,43.

Thorsager

Thorsager skoledistrikt er kommunens mindste med 1679 personer fordelt på 724 husstande. Skoledistriktet har en gennemsnitsalder på 43,6 år, og antallet af børn i husstandene er på 0,49, hvilket er over kommunens gennemsnit på 0,43.

Mols

Mols skoledistrikt har 3797 personer fordelt på 1827 husstande. Skoledistriktet har kommunens næsthøjeste gennemsnitsalder på 50,1 år, og antallet af børn i husstandene er på 0,34, hvilket er under kommunens gennemsnit på 0,43

Ebeltoft

Ebeltoft skoledistrikt er kommunens største med 8723 personer fordelt på 4540 husstande. Skoledistriktet har kommunens højeste gennemsnitsalder på 53,2 år, og antallet af børn i husstandene er på 0,26, hvilket er under kommunens gennemsnit på 0,43.

Rosmus

Rosmus skoledistrikt har 2295 personer fordelt på 1065 husstande. Skoledistriktet har en gennemsnitsalder på 45,7 år og antallet af børn i husstandene er på 0,36, hvilket er under kommunens gennemsnit på 0,43.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen