Hornslet Distriktsråd håber på to hjertestartere

Med hjælp fra borgere og handelsliv går Hornslet Distriktsråd all-in på at skaffe midler nok til to hjertestartere i forbindelse med Hjerteforeningens kommende Landsuddeling

Artiklens øverste billede

Hjertestartere kan redde menneskeliv, hvis uheldet er ude. Søndag 30. maj 2021 afholder Hjerteforeningen igen Landsuddeling.

De indsamlede penge går til at sætte døgntilgængelige hjertestartere op i Danmark

Konceptet for Landsuddelingen er enkelt; alle kan starte en gruppe, og Hjerteforeningen giver hjertestartere til alle grupper, der tilsammen dækker mindst 15 indsamlingsruter 30. maj.

Årligt bliver ca. 5.400 personer ramt af hjertestop uden for hospital. Hvis personen med hjertestop bliver stødt med en hjertestarter inden 3-5 minutter efter hjertestoppet, kan overlevelsen være op til 50-70 procent.

Hornslet Distriktsråd håber at kunne skaffe midler nok til at kunne få to hjertestartere placeret strategisk rigtige steder i bybilledet, fortæller Ida Uhrenholt fra Hornslet Distriktsråd i en skrivelse til samtlige medlemmer af Hornslet Handel.

Hun forklarer, at ruter i landsuddelingen kan enten gåes fysisk i Hornslet i en kontantløs og coronasikker indsamling (her gives via mobilepay eller sms-bidrag), eller der kan doneres til en digital indsamling, som Hornslet Distriktsråd har oprettet.

Vi har udpeget Hornslet Station som placering for byens nye hjertestarter og afstemt opsætningen her med kommunen

Ida Uhrenholt, Hornslet Distriktsråd

Hornslet Station

Hver 1.000 kr. i den digitale indsamling svarer til én rute, og 15.000 kr udløser dermed en ny hjertestarter til byen - med det hele i et år.

”Vi har udpeget Hornslet Station som placering for byens nye hjertestarter og afstemt opsætningen her med kommunen. Her har vi også fået tilsagn om, at vi sammen med hjertestarteren ved stationen kan opsætte en mindre og neutral plade / et skilt uden logo og farver, hvor der står, at hjertestarteren er kommet op ved hjælp/bidrag fra Hornslets borgere og X, X X . Her kan vi tilbyde at nævne de medlemmer af Handelsstandsforeningen, der har bidraget,” skriver Ida Uhrenholt.

Alle donationer tæller

Hornslet Distriktsråd er med de fysiske ruter og den digitale indsamling allerede godt på vej til at nå målet om én ny hjertestarter.

”Flere borgere har bidraget og meldt sig til ruter, og vi har også kontaktet de lokale byrådspolitikere, hvoraf flere har meldt sig som indsamler,” skriver Ida Uhrenholt.

Distriktsrådet er dog så ambitiøse på Hornslets vegne, at man satser på at kunne midler nok til at sikre to nye hjertestartere til Hornslet.

”Der er nemlig flere ”huller” i byen med (for) langt til nærmeste hjælp,” som Ida Uhrenholt formulerer det.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen