Covid-19: 8 smittede i tre klasser på Marienhoffskolen

Helt efter bogen er 23 elever og 3 medarbejdere fra 1. B på Marienhoffskolen hjemsendt til isolation og test på 4. og 6. dagen. Alle elever fra 3. A og 3. B og 4 medarbejdere er tidligere hjemsendt

Artiklens øverste billede
Arkivfoto

Søndagens opgørelse fra Statens Seruminstitut viser, ar 28 Syddjurs borgere er registreret som coronasmittede de seneste syv dage.

Det giver et incidenstal på 65,3 (smittede pr. antal 100.000).

Syddjurs Kommune oplyste lørdag, at der var registreret smittede på Molsskolen, Marienhoffskolen og Ebeltoft Skole.

På Marienhoffskolen var der lørdag registreret 7 smittede elever fra 3. A og 3. B samt 1 elev i 1.B, i alt 8 elever.

23 elever og 3 medarbejdere fra 1. B er hjemsendt til isolation og test på 4. og 6. dagen. Alle elever fra 3. A og 3. B og 4 medarbejdere er tidligere hjemsendt.

På Molsskolen er en elev på 3. årgang og en elev på 5. årgang testet positiv for Covid-19.

I dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed er hele 3. årgang, hele 5. årgang og to medarbejdere sendt hjem til selvisolation og test på 4. og 6. dagen, oplyser Syddjurs Kommune.

På grund af et smittetilfælde i en lokal idrætsforening er 16 elever fra 3. og 4. årgang desuden hjemsendt som nære kontakter til isolation og test.

På Ebeltoft Skole er en elev i 8 . C testet positiv for Covid-19. Hele 8. C er hjemsendt til isolation og test på 4. og 6. dagen, oplyser man hos Syddjurs Kommune.

Syddjurs Kommune er ikke kommet med en opdatering søndag.

11.762 har fået første stik

Status søndag for antal vaccinationer lød i Syddjurs på, at 11.762 borgere har fået første stik. Det svarer til 27,1 procent af indbyggerne i kommunen.

5.293 borgere svarende til 12,2 procent af indbyggerne i Syddjurs er færdigvaccinerede.



Annoncørbetalt indhold

Del artiklen