Velkommen til 17 nye danske statsborgere i Syddjurs

Borgmester Ole Bollesen kunne onsdag ved en højtidelighed på Rådhuset i Ebeltoft trykke albuer med Syddjurs borgere, som nu har fået dansk statsborgerskab

Artiklens øverste billede
Borgmester Ole Bollesen nød at kunne hilse på 17 nye danske statsborgere med bopæl i Syddjurs - også selvom det ikke blev til et håndtryk, men kun et albuestød. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Regeringen er parat til at stramme lovgivningen for at få statsborgerskab, den såkaldte ’Håndtrykslov’, der blev vedtaget i Folketinget i 2018. Dengang stemte Socialdemokratiet blankt til loven.

Dengang i opposition mente Socialdemokratiet modsat VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti, at Folketinget ikke skal lovgive om håndtryk.

Socialdemokratiet har tre år senere ændret standpunkt. Nu skal det ikke være nok at give hånden til en repræsentant fra Byrådet ved en officiel grundlovsceremoni, som det hidtil har været gældende lovgivning.

Symbolpolitik

Hvis det står til Socialdemokratiet, skal det fremover kun være et håndtryk med borgmesteren eller en rådmand, der kan udløse et dansk statsborgerskab.

”Om det er Socialdemokratiet eller andre partier, der vil stramme lovgivningen, får mig ikke til at ændre mening. Da ’Håndtryksloven’ blev vedtaget i 2018, var mit synspunkt, at jeg syntes det var forkert at lovgive om sådan noget, og at man så åbenbart nu mener, at der er grund til at stramme reglerne yderligere, forstår ærlig talt jeg intet af. Jeg synes, det er alt for meget, og ren symbolpolitik” siger Syddjurs borgmester Ole Bollesen (S).

Velkommen

Han kunne onsdag ønske 17 Syddjurs borgere tillykke med, at de nu har fået dansk statsborgerskab. Det skete ved en officiel grundlovsceremoni på Rådhuset i Ebeltoft.

Det var en dejlig oplevelse og skønt at se, hvor stolte alle 17 var. Man kunne virkelig se, hvor meget det betyder for dem, at de nu er danske statsborgere.

Ole Bollesen

”Det var en dejlig oplevelse og skønt at se, hvor stolte alle 17 var. Man kunne virkelig se, hvor meget det betyder for dem, at de nu er danske statsborgere. De fleste havde deres familier med, og der er slet ikke tvivl om, at vi også fremover vil gøre noget ud af at arrangere disse grundlovsceremonier,” siger Ole Bollesen.

”Flere af de nye statsborgere kendte jeg allerede i forvejen, fordi de bor ude på Mols, hvor jeg også bor.”

Borgmesteren kunne ikke trykke hånd med de 17 gæster grundet Corona-situationen, så i stedet måtte albuen i brug.

”Hvis Folketinget beslutter, at et håndtryk med borgmesteren skal være obligatorisk, så efterlever jeg naturligvis dette, men jeg vil have lov til at mene, at det er alt for meget at lovgive om den slags.”


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen