Covid-19: Kan nedadgående tendens i smittetallet i Marie Magdalene Sogn holde?

Udviklingen i corona-smitten i Marie Magdalene Sogn giver anledning til bekymring, men Syddjurs Kommunes kriseberedskab forventer et fald i antallet af smittede de kommende dage

Artiklens øverste billede
Syddjurs borgmester Ole Bollesen og Syddjurs Kommunes kriseberedskab følger situationen i Marie Magdalene Sogn meget tæt. Foto: Kasper Heden Andersen

Et byråd er forpligtet til at lukke et sogn når, følgende tre kriterier er opfyldt:

  • Incidensen i et sogn overstiger 500 smittede med COVID-19 pr. 100.000 borgere pr. uge
  • Der er registreret flere end 20 smittetilfælde i alt de sidste syv dage
  • Og positivprocenten er på 2,5 procent eller mere

I Syddjurs Kommune holder man lige nu vejret angående udviklingen i Marie Magdalene Sogn, der omfatter byerne Ryomgård, Pindstrup og Koed med tilhørende oplande, i alt 3.555 indbyggere.

Torsdag lød antallet af smittede de seneste syv dage på 18 og en incidens på 506.

Positivprocenten var torsdag 2,6. Tallet viser, hvor stor en andel af coronaprøverne, der er positive. Positivprocenten tager således højde for, hvor mange der testes.

Reelt skal der bare vise sig 2-3 smittetilfælde mere, før Byrådet er er nødt til at handle.

”Vi drøftede naturligvis situationen torsdag morgen i vores kriseberedskab, og vi tager selvfølgelig tallene meget alvorligt, men meldingen fra vores folk i beredskabet var, at de ser en nedadgående tendens i smittetallet i Marie Magdalene Sogn. Onsdag var der således kun registreret to nye tilfælde,” siger borgmester Ole Bollesen (S).

”Vi må nu se de kommende dage, om smittetallet virkelig falder. Ellers er det Byrådets pligt at handle,” understreger borgmesteren.

Hvis alle tre ovenstående kriterier er opfyldt, er Byrådet forpligtet til at lukke alle grundskoler, SFO’er og klubtilbud, ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner på Børne- og Undervisningsministeriets område. Institutioner der udbyder voksenuddannelser på Udlændinge- og Integrationsministeriets område.

Samt lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, og lokaler, hvor der udøves-, idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter på Kulturministeriets område.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen