Rønde Bypark: Makkerpar sender kraftig appel til kommunen

To Rønde borgere, Carsten Skivild og Erling Mikkelsen, begge lige nu engageret i arbejdet med at forny Rønde Bypark, opfordrer i en skrivelse til PUK-udvalgsformand og kulturchef, at der bliver taget hånd om en række presserende ting, så både unge og naboer bliver venligere stemt over byens grønne oase

Artiklens øverste billede
Syddjurs Kommune bliver nødt til at få løst en række helt basale ting i Rønde Bypark, hvis naboer og unge skal kunne trives side om side, når der liv i parken, anfører Rønde duo i en skrivelse til bl.a. PUK-udvalgsformand Riber Hog Anthonsen (tv.) Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

»Vi skriver til jer som initiativtagere til fornyelse af Rønde Bypark. Vi har nogle nedslagspunkter, vi mener, at I skal være opmærksomme på,« lyder indgangsbønnen i en skrivelse fra Carsten Skivild og Erling Mikkelsen til PUK-udvalgsformand Riber Hog Anthonsen og Kulturchef Ole Wolf, Syddjurs Kommune.

Skrivelsen er en reaktion på det seneste års polemik om Rønde Bypark og især naboernes kritik af den larm, som der er i parken, når unge slår sig løs.

Carsten Skivild og Erling Mikkelsen skriver som privatpersoner, men begge har i en lang årrække været engageret på forskellig vis i Røndes ve og vel.

Førstnævnte er for nuværende formand for Rønde Distriktsråd, mens Erling Mikkelsen har en fortid i det hedengange Rønde Byråd og i øvrigt er kandidat for Socialdemokratiet til det forestående kommunalvalg.

I den aktuelle sammenhæng er det dog som engagerede i at forme en ny fremtid for Rønde Bypark, deres henvendelse skal ses. Vel også som en forløber for det ’dialogmøde’ om Rønde Bypark, som Syddjurs Kommune har inviteret til med en digital workshop mandag 31. maj.

Regler løser intet

Carsten Skivild og Erling Mikkelsen slår fast, at det ikke er den sværeste del af ligningen at få lavet et regelsæt for god adfærd og opførsel i Byparken, som Syddjurs Kommune lægger op til med sin invitation til deltagerne i den digitale workshop.

Derimod er der langt flere ting, der er påtrængende at få afklaret, påpeger de. For eksempel om det meget omtalte og højt profilerede Ungespot.

»Hvis vi ser tilbage til forløbet om et Ungespot, så kom den megen modstand mod det, da de omkringliggende beboere ikke var oplyst nok om, hvad et Ungespot er, og hvordan det fungerer. De var meget frustrerede over den megen larm, der havde været i en lang periode, uden at der var gjort en indsats fra centralt hold til at stoppe det,« anfører duoen.

»Derfor stod Ole Wolf i Rønde Bypark (ved en komsammen i Byparken, red.) og skulle lytte til de omkringliggende beboere og deres utilfredshed. De følte ikke, at der var nogen, som tog ansvar for, hvad der skete. De påpegede samtidig, at reglerne alene ikke løser tingene. Det gør heller ikke tingene nemmere, når Syddjurs Kommunes SSP-medarbejder til samme møde siger: »Jeg har fri klokken 16 og klokken 15 om fredagen.«

Hvis ikke vi er på forkant, kommer der hurtigt stoffer i omløb

Carsten Skivild og Erling Mikkelsen

Få dette på plads

Carsten Skivild og Erling Mikkelsen fremhæver en række konkrete ting, der skal afklares nu og her:

  • Der skal opføres et toilet, gerne i første omgang et mobilt toilet, så skoven ikke som nu bruges som toilet.
  • Der skal etableres en kontakt til Rønde Gymnasium, Viden Djurs og Rønde Højskole og Efterskole for at finde en fælles løsning for de pågældende skolers elever, når de er i Byparken. »Kunne en vagtlærer komme forbi Byparken et par gange, når der er godt vejr,» spørger duoen.
  • »Hvordan sikrer vi, at kommunens SSP-medarbejder (Heine Skovbak Iversen, red.) kommer forbi som en del af sit arbejde. Også efter klokken 16,« spørger Carsten Skivild og Erling Mikkelsen.
  • Gendannelse af Natteravnene som fungerede fint i gamle dage, da der var diskotek i byen.
  • Opslag på Syddjurs Kommunes digitale platforme, i Adresseavisens printudgave og på Avisens digitale platforme, når der afholdes sidste skoledag og andre større arrangementer, som involverer unge. »Så ved naboerne, at der er mere larm end der plejer, og at der er kontrol på..«

Skrækeksemplet

Carsten Skivild og Erling Mikkelsen efterlyser handling snarest fra Syddjurs Kommunes side.

»Hvis ikke vi er på forkant, kommer der hurtigt stoffer i omløb. Sidste sommer kom der flere af de sorte BMW´ere forbi, som prøvede på at få kontakt til de unge,« lyder deres skrækeksempel, hvis Syddjurs Kommune kun vælger at se til.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen