Seks adresser i Syddjurs får tilskud fra Bredbåndspuljen

Rostved og Sølystgaard på Helgenæs får snart adgang til nye lynhurtige internetforbindelser.

Artiklens øverste billede

To projekter i Syddjurs, Nørreskovvejs venner Rostved, og Sølystgaard Camping og venner på Helgenæs, er de eneste fra Syddjurs, som kan se frem til at få adgang til nye lynhurtige internetforbindelser.

Det fremgår af den oversigt for 2021, som Energistyrelsen netop har offentliggjort over projekter, der i denne omgang er blevet tilgodeset af Bredbåndspuljen.

Begge projekter i Syddjurs dækker over tre adresser.

Til Nørreskovvej er der bevilget et samlet tilskud på 23.763 kroner (7.921 pr. adresse).

Til Sølystgaard er der bevilget et samlet tilskud på 237.901 kroner (79.300 pr. adresse).

Til hver projekt ydes der et kommunalt tilskud på 3.000 kroner.

Sammenlagt 3.539 danske adresser får snart adgang til nye interesseforbindelser.

I alt får 177 projekter et samlet tilskud på 107 millioner kroner i tilskud fra Bredbåndspuljen i 2021, meddeler Energistyrelsen.

De projekter, der kvalificerer sig til tilskud fra Bredbåndspuljen, rangeres i en pointmodel bestående af syv objektive kriterier. Foto: Energistyrelsen



Pointsystem

Bredbåndspuljen blev introduceret i 2016.

Rammerne for puljen er justeret flere gange, senest forud for 2021-runden, med henblik på at målrette puljen mere mod tyndt befolkede områder.

Den seneste justering indebar blandt andet, at der i 2021 ville blive tildelt ekstra point til projekter fra beboede småøer uden broforbindelse og uden adgang til højhastighedsinfrastruktur.

Fra 2016-2021 har der samlet været afsat 580 mio. kr. til Bredbåndspuljen. Der er samlet givet tilsagn om tilskud til godt 24.000 adresser.

Puljen er målrettet sammenhængende områder, hvor der ikke er adgang til bredbåndshastigheder på mindst 10 Mbit/s download og/eller 2 Mbit/s upload, og hvor der ikke er udsigt til, at markedet vil levere bedre dækning inden for tre år.

Der kan gives tilskud til etablering af infrastruktur, der kan levere hastigheder på mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload.

De projekter, der kvalificerer sig til tilskud fra Bredbåndspuljen, rangeres i en pointmodel bestående af syv objektive kriterier. Tilskuddet tildeles først til de projekter, som opnår højst pointscore og derefter til projekter med lavere pointscore. Grænsen for at opnå tilskud i 2021 var 43,99 point.

Danmark i front

Midlerne i år er geografisk fordelt fortrinsvist i Region Hovedstaden (1.067 adresser), herefter Region Midtjylland (782 adresser) og Region Sjælland (751 adresser) i sammenlagt 59 kommuner.

Ifølge Energistyrelsen er 96 pct. af de danske boliger og virksomheder dækket med bredbånd, der har hastigheder på mindst 100/30 Mbit/s. Danmark er ifølge styrelsen længst fremme i EU, når det gælder dækning med mobilt bredbånd via 5G.

Folketingets partier står aktuelt over for at skulle beslutte, hvordan man i Danmark vil håndtere EU-Kommissionens forslag med 1 Gbit/s (1.000 Mbit/s) til alle i EU i 2030.

Der er afsat 100 mio. kr. til en fortsættelse af Bredbåndspuljen i 2022.

Læs også

Del artiklen