Der laves igen malt på Maltfabrikken

Nyt, moderne mikro-malteri er netop taget i brug, og det er selvfølgelig fabrikkens trofaste maltpedeller, der sørger for, at fabrikken igen dufter af malt.

Artiklens øverste billede
Fire af Maltfabrikkens 14 pedeller troner stolt foran første forsøg på at lave malt i bryggeriets nye mikromalteri. Fra venstre er det Esben Andersen Finn Carlsen, Per Valeur og formand for Maltfabrikkens Venner Hans-Jøgen Dybdal Andersen. Foto: Anne Frank Henriksen

»Har du ikke fået skænket dig en øl endnu?«

Der skulle egentlig have været julefrokost i dag for en helt særlig kerne af de frivillige bag Maltfabrikken, nemlig maltpedellerne.

»Den er bare udskudt, ikke aflyst,« understreger én af dem og de tre andre samtykker grinende.

Esben Andersen, Per Valeur, Hans-Jørgen Andersen og Finn Carlsen er alle mænd i deres bedste alder. Lige nu har de dog sat sig om et bord midt i Maltfabrikkens Brewpub, mens brygmester Joel Prudhomme i baggrunden fremtryller de gyldne dråber, det hele handler om.

På gulvet i et rum ved siden af ligger bygkerner. 50 kilo i en nydelig bunke. De skal blive til malt, og de fire mænd er stolte som få over det nye mikro-malteri, som nu skal stå sin første prøve. Den biologiske proces varer cirka ni dage og overvåges nøje.

Det er da en kombi. Og så kan vi jo godt lide øl. Det er vores løn, at vi får lov at smage lidt på varerne

Frivllige pensionister

»For to år siden, var vi fire - fem maltpedeller, men så fik vi samlet en flok, som skulle hjælpe med at flytte ind i fabrikken, og da vi var færdige, ville de ikke gå hjem igen. Så nu er vi 14.«

De er alle mænd og pensionister, som efter eget udsagn ikke gider at ligge på sofaen. De hygger sig her, og selv om der er aftalt en fast mødedag om ugen, så ses de oftere, fordi de ikke kan holde sig væk, fortæller Hans-Jørgen Andersen. Han peger hen over bordet på to af sine medpedeller og siger:

»De to skulle slet ikke være her i dag, men da de så, at der var lys i bryggeriet, blev de åbenbart nysgerrige.«

Der kvitteres med et hø-hø, mens kringlen på bordet hurtigt svinder ind. De er alle fire enige om, at det ikke er hverken malt, fabrik eller fællesskab, de kommer for. Det er både og.

»Det er da en kombi. Og så kan vi jo godt lide øl. Det er vores løn, at vi får lov at smage lidt på varerne.«

Historierne lever

Man kan ikke sige Maltfabrik uden at sige maltpedeller, for de hænger uløseligt sammen med historien om den forvandling fabrikken har gennemgået. Da snakken begyndte i 00’erne om at lave fabrikken til et kultursted og kampen for at bevare bygningerne gik i gang, trådte de første maltpedeller til. Nærmest på aktivistisk vis gik de egenhændigt i gang med at passe på den noget forfaldne røde dame, som havde stået tom i 10 år. De reparerede vinduer, skovlede sne og aede og nussede de gamle fabriksbygninger, så forfaldet ikke blev værre. Da stedet blev købt for folkeaktier og donationer, hentede de tusindvis af effekter ud af bygningerne, som siden er genbrugt til interiør eller som en del af Maltfabrikkens museum.

Maltpedellerne sugede historier ud af de nedrivningstruede bygninger, mens de gik og ordnede, og i dag bruger de den uvurderlige viden som rundvisere på Maltfabrikken. De laver alt arbejdet frivilligt og er dermed en del af de mere end hundrede mennesker, som hjælper til frivilligt på Maltfabrikken.

Der er en overflod af fortællinger fra de fire herrer om både malt, fabrik, håndværk og øl, og de leveres alle så ivrigt og indlevende, at det er svært ikke at lade sig rive med. De ved nærmest alt, hvad der er at vide, om Maltfabrikken.

De fortæller historier, om dengang der stod 12 kæmpe siloer. Om hvordan Rampen, der i dag er ungdomshus og skaterpark, var en lastrampe. Hvordan bordet, de sidder ved, er lavet af fliser fra den oprindelige fabrik, og hvordan biblioteket var spirerum, hvor mændene slidsomt vendte kerner i døgndrift med træskovle.

Da fabrikken i 2017 blev hegnet ind og byggeriet startede, flyttede maltpedellerne ned i Posthuset. Her startede ideen om at lade produktionen af malt komme hjem til Maltfabrikken igen.

Fra byg til bryg til bord:

I ventetiden voksede visionen om en pipeline fra malteri til bryggeri og direkte op i restauranten via hanerne og ud i glassene. Med det nye mikromalteri er drømmen gået i opfyldelse, selv om mængden af malt, der kan laves her, stadig er begrænset. Der bliver i hvert fald aldrig nok til at kunne sælge ud, selv om den allerede er en eftertragtet vare, forklarer Esben Andersen:

»Der er jo en god historie bag, så mange hjemmebryggerier vil gerne have fingrene i vores malt. Vi kommer heller ikke til at sælge af de øl, der bliver lavet på vores egen malt, for vi har ikke et tappeanlæg. Så, al den øl, vi laver her, skal drikkes på stedet, men som vi maltpedeller plejer at sige: Hvad er problemet?«

Maltnørderi

S.B. Lundberg grundlagde Maltfabrikken i 1862 i en tidligere købmandsgård. Det var dengang alle drak øl, hvis basisingrediens er malt, så det blev en god forretning.

Meget enkelt forklaret, så laves malt ved først at gøre bygkernerne våde. Derefter skal de spire lige præcis så meget, at spiren er lige så lang som kernen. Det er i spireprocessen, at kernerne hele tiden skal vendes, for ellers filtrer de sammen. Når spiren er perfekt, er bygkernen forvandlet til grønmalt. Det skal tørres for at stoppe spiringen og lave sukker, som skal bruges for at lave øl. I gamle dage foregik tørringen i en skorsten, en såkaldt kølle, og det er det, Maltfabrikkens store, røde skorsten, blev brugt til. Man sagde dengang: »Skal det være god malt, så skal det være fra Lundbergs.«

Da fabrikken var på sit højeste, håndterede store og lille kølle 20 ton grønmalt ad gangen, og det rakte til ikke mindre end 600.000 øl om dagen. I maltpedellernes mikromalteri er der som sagt lige nu 50 kilo, og brygmester Joel Prudhomme skal bruge 100 kilo til én brygning.

Alle 14 maltpedeller er spændt på resultatet af første produktion i det nye anlæg, hvor de lige nu er nået til spiredelen. Men faktisk har de øvet sig i flere år på den fine kunst at lave malt.

På et gulv i Posthuset

Første forsøg var således i Posthuset tilbage i 2018, hvor det blev gjort, som man gjorde det i gamle dage på gårdene, uden fine køleanlæg og tørremaskiner.

»Jo, men vi havde jo da nogle forsøg, før det lykkedes. Så spirede kernerne for meget, så spirede de for lidt. Det tog vel 10-15 forsøg, før brygmesteren ham selv fra Ebeltoft Gårdbryggeri godkendte vores malt,« fortæller Esben Andersen. Da Kristian Krog så den første bygkerne spire, var han med på ideen, og gennem fondsmidler blev mikromalteriet en realitet.

»Joel, vores brygmester her på fabrikken, kan ikke vente med at lave en bryg på vores malt, når den er færdig, og vi kan ikke vente med at smage,« afslutter Esben Andersen, inden temperaturen i spirerummet tjekkes endnu engang.

Læs også

Del artiklen