Tyverier koster lokale fødevarebutikker mange penge og frustrationer

Butikscheferne i de fire fødevarebutikker i Rønde råber nu vagt i gevær. Organiserede butikstyverier er blevet en dagsorden, der fylder alt for meget, som både koster økonomi og gør personalet utrygge.

Artiklens øverste billede
Fra v.: Daniel Pedersen, Henriette Henneberg, Rene Povlsen og Henrik Petersen, chefer i de fire fødevarebutikker i Rønde, oplever, at butikstyverier fylder i et omfang, der gør, at der er tale om et reelt samfundsproblem. Foto: Lars Norman Thomsen

Købmand René Povlsen, MENY Rønde, købmand Daniel Petersen, REMA 1000, butikschef Henriette Henneberg, Netto Rønde, og butikschef Henrik Petersen, Coop365 Rønde, konkurrerer om kundernes gunst til dagligt.

Alle fire butikker er i god økonomisk gænge, fortæller de selv. Kvartetten skriver gerne under på, at Rønde med tilhørende opland er et godt sted at drive en detailbutik, og at der er omsætning nok at gøre godt med til samtlige fire butikker.

Så langt, så godt.

Men alle fire og deres ansatte har en fælles frustration, og det er tydeligvis noget, der fylder. Butikstyverier i både større og mindre målestok er blevet en del af hverdagen i alle fire butikker.

»Det er meget frustrerende at opleve, hvor meget butikstyverier efterhånden fylder, og problemet stiger bare i omfang,« siger Daniel Petersen, der har været købmand på Hovedgaden i byen i blot 15 måneder.

»Desværre får det ingen konsekvens fra samfundets side, hvis du tager en tyv på fersk gerning eller anmelder vedkommende til politiet. Jeg tror, vi alle mærker, at butikstyverier ikke er noget, politiet bruger meget tid på,« fortsætter købmanden i REMA 1000.

Han kan ligesom de fire andre fortælle om flere episoder, hvor det er gået ud over personalet med stigende utryghed til følge.

»Det er ikke de banale tyverier, vi taler om. Vi kender alle til knægten, der lige stopper lidt slik i lommen, og det er så, hvad det er. Næh, det er blevet meget mere organiseret, og vi har at gøre at med mennesker, som møder velforberedte op. De ved, hvad de kommer efter, og har en plan for, hvordan de skal få succes. De er professionelle, lad os bare sige det sådan,« siger Rene Povlsen.

Kvartetten kan fortælle om flere episoder, hvor de direkte har konfronteret tyveknægte i butikken, og det har ikke været behageligt.

Kaffe, vin og kød

De organiserede tyveknægte går primært efter let omsættelige varegrupper som kaffe, neskaffe, vin og kød.

»Der er forsvundet for mange penge i de varegrupper, og det er som regel folk, der møder op med rygsække med god plads, der står for tyverierne. Det er markante mængder, vi snakker om,« siger Henrik Petersen.

- Har du taget mange?

»Ja, jeg har taget mange, men jeg har ikke lavet sager på alle. De, jeg får fat i, får at vide, at de ikke er velkommen i butikken fremover. Hvis jeg ringer til politiet, så går der alt for lang tid, før der sker noget, hvis der da sker noget.«

Daniel Pedersen er blevet overrasket over, at problemet er så voldsomt i betragtning af Røndes geografiske placering.

»Jeg undrer mig virkelig over, hvor mange jeg tager. Oftest er det borgere, der ikke har så mange penge, som mener, at de skal tjene lidt lommepenge ved at deltage i der her organiserede tyverier.«

- Taler vi om organiseret kriminalitet?

»Det er min bedste overbevisning, at det er organiseret. Det er næsten blevet legitimt at gøre det, fordi vi har et samfund, der lader os i stikken. Det gælder politi og lovgivning, og der er ingen konsekvens.«

Daniel Pedersen har fem gange i sin tid anmeldt deciderede røverier til politiet. Tyverier, der udvikler sig til røverier, fordi tyven truer personalet fysisk.

Jeg undrer mig virkelig over, hvor mange jeg tager. Oftest er det borgere, der ikke har så mange penge, som mener, at de skal tjene lidt lommepenge ved at deltage i de her organiserede tyverier

Daniel Pedersen, Rema 1000

Henriette Henneberg kan nikke genkendende til kollegernes fortællinger.

«Jeg har nyligt haft besøg af politiet, som var på rundtur til forskellige butikker, fordi de havde taget et hold rumænere på en færge med tyvekoster i bilen. Politiet havde fundet mange rengøringsmidler, hvoraf flere var hentet i min butik.« fortæller Henriette Henneberg.

Hun har et ungt personale på i aftentimerne, og de har fået at vide, at de ikke skal konfrontere eventuelle tyveknægte, hvis de opdager noget.

»Mine unge ansatte i aftentimerne bliver selvfølgelig utrygge, og det er ikke sjovt for dem at være vidne til et tyveri. De kan kun give den videre til mig,« siger Henriette Henneberg.

Flytter ud fra Aarhus

Rene Povlsen har entreret med et vagtselskab og har haft en butiksdetektiv inde over.

»Det har jeg gjort rent præventivt,« siger købmanden.

»Men det, der sker, er jo, at tyverierne flytter herud efter, at man i Aarhus har investeret massivt og lavet forskellige foranstaltninger for at komme problemerne til livs. Både vagterne og den detektiv, der var ude ved mig, kender udmærket de mennesker, der nu kommer ind i vores butikker. De har stødt på de samme mennesker i Aarhus. Det hele er meget organiseret.«

Ifølge Rene Povlsen sker et velorganiseret butikstyveri typisk sådan:

»Der kommer først en person ind i butikken og filmer med mobilen. 5-10 minutter senere kommer makkeren og går målrettet efter de varer, som han præcis ved, hvor han kan hente.. Det er meget planlagt og sker ikke spontant.«

Ligesom de tre andre savner Rene Povlsen forståelse og konsekvens fra myndighedernes side.

»Vi har et fint samarbejde med nærpolitiet, og de gør da, hvad de kan, men de har ikke tiden til at gøre noget ved det for alvor. Nærpolitiet er jo ikke nærpoliti på samme måde, som da vi havde en landbetjent. Problemet er, at der ingen konsekvens er og derfor fortsætter det. Det her et samfundsproblem, som vi skal have bragt i fokus, for det har store personlige og økonomiske konsekvenser. Problemet bliver kun forstærket her efter årsskiftet, hvor mange varegrupper stiger meget i pris.«

Adresseavisen vil i de kommende udgaver sætte yderligere spot på butikstyverier lokalt og høre både politi og lovgivere, hvordan de ser problemet, og hvad de vil foreslå af løsninger.







Læs også

Del artiklen