Fra afdanket cirkusvogn til funklende tiny house

En cirkusvogn på Grobund er en af de mest sete annoncer på DBA det sidste år.

Artiklens øverste billede
Billedtekst: Noa Skovdals cirkusvogn, som står på Grobund i Ebeltoft, er ifølge DBA Guide en af de mest sete annoncer på Den Blå Avis i 2021. Foto: Anne Frank Henriksen

Der eksperimenteres i vildskab med boformer på Grobund i Ebeltoft. En af de mere utraditionelle af dem, nemlig en gammel vogn fra Cirkus Dannebrog, blev den syvende mest sete annonce på Den Blå Avis i 2021, ifølge DBA Guide.

Vognen sælges af Noa og Mikala Skovdal. De købte den direkte fra det konkursramte cirkus Dannebrog i 2018.

Praktisk indrettet og nyrenoveret bopæl.


Parret har indrettet renoveret vognen, så den nu kan bruges som et såkaldt tiny house. Vognen er fra den helt gamle tid, og var i »meget træt og slidt«, som Noa Skovdal udtrykker det, da de købte den. Han tror, den har fungeret som kostumevogn i årene op til salget.

»Vi har taget al ’indmaden’ ud af vognen og isoleret den helt ’fra bunden’. Vi har også lagt nyt tag på, og vognen har fået flere vinduer i den ene side,« fortæller Noa Skovdal.

Den rød-hvide vogn er således nu velsignet med dobbeltseng, sofa, spisebord til 4, brændeovn, garderobeskab, toilet og køkken.

Det hele er indrettet, så man med få justeringer kan leve bæredygtigt og off-grid, som det hedder, uafhængig af forsyningskæder til el, vand og kloak. Den kan bruges hele året uden problemer.

Nogle ringede blot for at fortælle om dengang i tidernes cirkus-morgen, da de arbejdede i manegen og boede i vognen

Noa Skovdal

Forhindringer på Grobund

Et drømmehjem, hvis man spørger Noa Skovdal. Og det var også drømme, der fik ham og hans kone til at købe vognen i første omgang. De havde nemlig hørt om Grobund i Ebeltoft og elskede planerne og visionerne om at skabe en grøn landsby ved færgelejet. Et lille samfund, hvor iværksætteri skulle gå hånd i hånd med klimavenlige bud på alternative måder at leve bæredygtigt på. Planen var at bo i vognen, mens de byggede deres hus i Grobund-landsbyen. Altså, skulle cirkusvognen være en midlertidig bolig. Desværre har det vist sig at være en langstrakt proces at få den bæredygtige landsbyidé igennem kommunens regler for lokalplaner, så da Noa og Mikala Skovdal blev til tre, blev pladsen for trang, og de fandt et hus at leje i Ebeltoft. Vognen har siden da fungeret som kontor for Noa Skovdal og hans samarbejdspartnere.

»Vi håber, at det en dag lykkes at skabe politisk vilje til at turde lade et alternativt samfund som grobund udfolde sig. Men mens vi venter, har vi mange andre projekter i gang herude. Vi arrangerer for eksempel kurser i at bygge tiny houses og en festival til sommer.«

Selv om drømmen om Grobund endnu ikke er gået i opfyldelse, så bliver familien Skovdal her på Djursland.

»Her er så utroligt smukt, og vi har skabt os et liv her. Ikke mindst på grund af det skøre, fantastiske og fjollede fællesskab, som eksisterer på Grobund.«


Svigermors nye hjem

Og nu må vognen altså videre. Det er dog ikke uden vemod, at Noa Skovdal skiller sig af med klenodiet.

»Det har været en fantastisk fryd at puste liv i den gamle vogn, og det er lidt trist og melankolsk at sælge den, for det er mit og min kones første rigtige projekt sammen.«

Han er til gengæld helt blæst bagover af al den opmærksomhed, salgsannoncen fik på DBA. Det har kostet mange timers snak i telefonen og ret mange besøg.

»Nogle ville købe, nogle ville ikke. De ville bare gerne se den. Andre ringede blot for at fortælle en historie. For eksempel om dengang i tidernes cirkus-morgen, da de arbejdede i manegen og boede i vognen.«

I skrivende stund er vognen på vej til at blive overdraget til sine nye ejere. Det er et ældre ægtepar på Sjælland, som har købt den for at den kan stå i deres datters have og på den måde oftere få lov at besøge børnebørnene uden at være til al for meget besvær. Om de ved, hvilken opgave det bliver at transportere den mellem Jylland og Sjælland, melder historien ikke noget om. Men da familiens Skovdal købte den i sin tid, skulle den trækkes fra Vejle til Grobund af en traktor. Det tog 6 timer.



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen