Nationalparkbestyrelsen endnu ikke fuldtallig

Alle pladser i Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse er næsten besat. Kun mangler Miljøministeren at udpege Byrådets repræsentant, og det trækker tilsyneladende ud.

Artiklens øverste billede
Jesper Yde Knudsen er favorit til pladsen i Nationalparkbestyrelsen som Syddjurs Kommunes/Byråds repræsentant. Arkivfoto

Før jul blev der fundet ny formand til Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse. Ligesom resten af bestyrelsen kom på plads, men kun næsten.

Mandag svævede det fortsat hen i det uvisse, hvem Miljøministeren ville pege på som Syddjurs Kommunes/Byråds repræsentant.

På det nye byråds konstituerende møde i starten af december blev to kandidater ellers valgt som potentielle kandidater til Syddjurs kommunes eneste plads i Nationalparkbestyrelsen: Laila Sortland (Nye Borgerlige) og Jesper Yde Knudsen (Enhedslisten).

Ingen af dem havde mandag hørt noget.

Heller ikke den pressemedarbejder i Miljøministeriet, som Lokalavisen talte med.

»Jeg har modtaget din mail og sendt den videre i systemet. Du vil høre fra mig, når jeg kan give dig et svar« lød det.

- Er det ikke lang tid, der skal gå for at få gjort en offentlig bestyrelse fuldtallig. Den skulle jo egentlig have været i funktion 1. december 2021?

»Det ved jeg ikke noget om, men jeg lover at svare dig hurtigst muligt, når jeg kender svaret.«

Sorteper sidst

Jesper Yde Knudsen var også inde i billedet til en plads i bestyrelsen for fire år siden, men her gik pladsen i stedet til Venstres Else Marie Høgh, som ikke blev genvalgt ved KV21.

For fire år siden, hvor Miljøministeren hed Esben Lunde Larsen (V), var det et spørgsmål om ligelig kønsfordeling i bestyrelsen, der gjorde, at pilen pegede på Else Marie Høgh.

Den nye bestyrelse består indtil videre af syv kvinder og fire herrer.

Det taler således for, at der skal en hane mere i kurven og således for, at Jesper Yde Knudsen bliver Syddjurs Kommunes bestyrelsesrepræsentant.

Organisation

Danmarks nationalparker fungerer som fonde med en selvstændig bestyrelse. Bestyrelsens sammensætning afspejler interesserne i den enkelte nationalpark, så både de, der benytter naturen og de, der beskytter naturen, sidder med.

Af juridiske årsager er en nationalpark oprettet som en fond. På den måde kan nationalparken ledes af en selvstændig bestyrelse, som kan modtage penge, indgå aftaler, købe fast ejendom og lign.

Nationalparkbestyrelsen nedsætter et rådgivende organ - nationalparkrådet - for blandt andet at sikre sig en bred, lokal indflydelse. Nationalparkrådet får 1-2 medlemmer i bestyrelsen, som de selv udpeger (og der må ikke være tale om personer fra organisationer, der allerede sidder i bestyrelsen).

Hvem, der skal repræsentere rådet i nationalparkbestyrelsen, kan af indlysende årsager ikke ske, før samme bestyrelse er fuldtallige og har holdt sit første møde.

Sidste nyt: Pressemedarbejderen hos Miljøministeriet vendte lige før redaktionens deadline tilbage:med følgende meddelelse:

»Så fik jeg svar fra vores fagfolk herinde: Det er endnu ikke er afgjort (altså, hvem af Jesper Yde Knudsen og Laila Sortland som skal have det ledige sæde, red.).«

Læs også

Del artiklen