Skandinavisk Dyrepark: Kim Lykke Jensen bestyrelsesformand for den hæderkronede park ved Nødager

Efter 29 år som eneejer og direktør stopper Frank Vigh-Larsen som boss for sit livsværk ved Nødager, Skandinavisk Dyrepark. Han giver depechen videre til yngre kræfter, direktør Janne Tofte og bestyrelsesformand Kim Lykke Jensen.

Artiklens øverste billede
Skandinavisk Dyrepark kan præsentere to næsten nyfødte isbjørneunger, når parken åbner 9. april. Fotokreditering: Skandinavisk Dyrepark

Skandinavisk Dyrepark A/S har eksisteret siden 1994, hvor det startede som Hjortenes verden.

Parken har til dato været ejet af dyreentusiast og direktør Frank Vigh-Larsen og modtager hverken kommunal eller statsstøtte, ej heller sponsorater.

Efter næsten tre årtier som ejer og direktør for parken har Frank Vigh-Larsen valgt at trække sig tilbage.

Parkens mangeårige biolog Janne Tofte er blevet ny direktør for Skandinavisk Dyrepark, og virksomheden er blevet omdannet til en selvejende fond med virkning fra 1. april 2022.

I den forbindelse er der blevet nedsat ny bestyrelse for Skandinavisk Dyrepark, som består af Kim Lykke Jensen (formand), Niels Kanstrup, Steffen Bengtson og Trine Adelborg.

.Janne Tofte er uddannet biolog og startede som formidler i Skandinavisk Dyrepark i 2008. I 2012 var hun én af de kun 3 personer, der opflaskede den verdensberømte isbjørneunge, Siku. Igennem årene har Janne Tofte været igennem en lang række funktioner i dyreparken, de sidste 7 år bl.a. som parkens biolog.

Politiker i spidsen

Frank Vigh-Larsen har hidtil stået som eneejer af Skandinavisk Dyrepark A/S via SD Holding ApS.

Et aktieselskab ejes af aktionærerne. En personlig virksomhed ejes af personen, men den selvejende institution/fond ejes af sig selv.

Det betyder ikke, at der ikke er nogen ejerinteresser knyttet til en sådan selvejende institution. Der kan blot ikke udpeges en bestemt fysisk eller juridisk person eller kreds af personer, der kan påberåbe sig ejerskabet. Ejerinteressen i en sådan selvejende institution skal derfor findes i det formål, som institutionen er sat i verden for at opfylde.

SF politikeren Kim Lykke Jensen ny bestyrelsesformand for den selvejende fond Skandinavisk Dyrepark. Pressefoto


Indflydelse har alene bestyrelsen, som skal administrere i overensstemmelse med vedtægten og under ansvar for fondsmyndigheden, som i det aktuelle tilfælde vil være Erhvervsstyrelsen.

Formålet med Skandinavisk Dyrepark er at drive en dyrepark til turist- og undervisningsformål samt dermed beslægtet virksomhed. Dyreparken er den eneste af sin art i Danmark og speciel derved, at den kun rummer skandinaviske dyr.

Bestyrelsen i selskabet har hidtil bestået af formand Rudolf Thøgersen og Niels Kanstrup plus Frank Vigh-Larsen.

Kun biolog og forsker Niels Kanstrup, der er stifter af Dansk Jagtakademi, uddannet vildtbiolog fra Århus Universitet og Kalø og har arbejdet med rådgivning indenfor jagt og vildt i mange årtier og bl.a. har været formand for Karpenhøj Naturcenter, er med i den nye bestyrelse, der får Kim Lykke Jensen, SF byrådsmedlem i Syddjurs Byråd og formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget som formand.

De to øvrige er Steffen Bengtson og Trine Adelborg. Førstnævnte driver virksomheden Faunaforst, mens sidstnævnte arbejder som virksomhedsrådgiver via virksomheden Adelborg Consulting.

Isbjørnetvillinger

Der er sæsonåbning i Skandinavisk Dyrepark lørdag 9. april 2022. Parken kan blandt andet fremvise to nuttede isbjørnetvillinger, der blev født i december.

»Det er ikke hver dag, at der bliver født isbjørneunger i fangenskab. Det var derfor med stor glæde, at vi i Skandinavisk Dyrepark kunne konstatere, at den 9-årige isbjørnehun Nuno nedkom med to sunde unger, som efterfølgende blev passet og plejet af den unge og ihærdige mor i isbjørnehulen.,« fortæller den nye direktør Janne Tofte.

Nu er ungerne blevet så store, at de hver dag turnerer rundt i en del af det 26.000 m2 store isbjørneanlæg, hvor de tumler og slås med hinanden.

Ud over parkens 7 isbjørne kan man i Skandinavisk Dyrepark opleve en stor del af de skandinaviske dyrearter som eksempelvis brunbjørne, ulve, moskusokser, elge, vildsvin, vildheste, rensdyr og havørne.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen