Skattet frontløber tabte kampen til kræften

Artiklens øverste billede
Den franske filosof Lévinas skrev om ansigtets etik. At det er i det andet menneskes ansigt, etikken bliver til. Det er her, vi oplever og ser appellen om forståelse og medfølelse. Marx Jøns blev 60 år i januar. Nu er stolen tom på kontoret på Juulsbakke i Ebeltoft. Foto: Lars Norman Thomsen

Lokalaviserne har måttet sige farvel til en dygtig salgschef, et muntert menneske og en kær kollega.

Lørdag aften sov Marx Jøns, 60, salgschef på Ebeltoft Folketidende og Adresseavisen Syddjurs, stille ind i sit hjem i Ebeltoft.

Marx Jøns fik for godt to år siden konstateret kræft og har kæmpet bravt siden da for at få bugt med sygdommen.

Det har været et forløb med både hårde nedture og opløftende opture, som gav håb, men til sidst måtte Marx Jøns give fortabt. De sidste uger gik det for stærkt den forkerte vej.

Da Marx Jøns fyldte 60 år 27. januar, lavede Lokalavisen et fødselsdagsportræt af den ambitiøse salgschef og muntre mand, som altid var god for både seriøsitet, hårdkogt humor og venlige drillerier fra sin stol på kontoret på Juulsgade i Ebeltoft.

Ville ikke ynkes

Fødselsdagsportrættet i Lokalavisen sluttede sådan:

»Outro på historien skal være, at fødselaren kæmper kampen for at få bugt med en kræftsygdom som blev konstateret for et par år siden.

Det er han helt åben om. Også de behandlinger, der følger i kølvandet og som er hårde.

Marx Jøns vil imidlertid ikke lade sygdommen fylde i arbejdslivet. Temperamentet er ikke til ’krøblingehistorier’.

»Jeg har det fint og lever med min sygdom. Sådan er det, og mere suppe skal der ikke koges på den historie,« lyder hans slutreplik.«

To måneder senere skete det ubegribelige.

Han kæmpede til det sidste, og han slog ikke op i banen. Arbejdet svigtede han ikke. Kun når Skejby kaldte.

Marx Jøns var hurtigt tilbage i felten på ny. Han fik ny luft på kontoret og ude hos kunderne, hvor den gensidige respekt var stor.

Han var det sejeste menneske i modvind og mistede først til allersidst håbet om at få lidt medvind og gode år inden sin livsafslutning.

Reprofotograf og lærer

Marx Jøns var rundet af Grenaa.

Efter skoletiden på Vestre Skole kom han i lære som reprofotograf hos et firma i Randers.

»Jeg ville gerne have været pressefotograf, men det var umuligt at få en læreplads. Derfor måtte jeg over i en anden boldgade,« fortalte han til fødselsdagsportrættet.

Turen Grenaa-Randers i bus tur-retur huskede han

»Afgang med bus klokken 6 hver morgen og hjemme igen klokken 18 i Grenaa. 12 timers arbejde, værsgo’ kammerat.«

Han holdt ud, og siden gik det over stok og sten med militærtjeneste hos Flyvevåbnet i Karup og jobs hos forskellige trykkerier og grafiske virksomheder inden- og udenbys

Næsten år otte år som faglærer på Teknisk Skole i Aarhus blev det også til.

»Jeg var jo kun i 30’erne dengang, da jeg efter at have taget pædagogikum fik mulighed for at undervise voksne fra 16 år og opefter. Årene som underviser nød jeg meget, men da de otte år nærmede sig, og jeg herefter havde udsigt til at ende som overlærer, trak jeg stikket. Overlærer og endnu ikke fyldt 40, det holdt sgu ikke.«

Skæringsåret 2002

Efter nogle år som grafiker hos et par virksomheder i Grenaa, fandt Marx Jøns sin livsvej i Ebeltoft.

I første omgang et vikariat som grafiker hos Ebeltoft Folketidende og Hvitveds Bogtrykkeri hos den daværende ejer Niels Hvitved.

Den midlertidige stilling blev alt andet end kortvarig.

»Niels Hvitved erfarede, at jeg tidligere havde været sælger, da jeg var ansat hos en virksomhed i Stilling, så jeg blev sendt i marken et par dage om ugen for at sælge annoncer til Ebeltoft Folketidende. Det har jeg gjort siden,« lød det med det grin fra Marx Jøns, som var så kendetegnende for ham.

1. juli 2002 havde han første arbejdsdag, så længere henne i 2022 vankede der et 20 års jubilæum. Det nåede han ikke.

Omskiftende bladliv

Marx Jøns lærte undervejs noget om arbejdslivets turbulens, når nye ejere kom til, men han han tog de skiftende tider med stoisk ro.

Ebeltoft Folketidende er udkommet siden 1926. Mens Marx Jøns var salgschef har Berlingske Media, Jysk-Fynske Medier, Politikens Lokalaviser og slutteligt Jyllands-Postens Lokalaviser A/S været inde over.

»Hvis du ikke kan lide forandringer, skal du ikke være i bladverdenen, men jeg er en tilfreds og glad mand i dag og trives i jobbet.«

Hjertebørnene for Grenaa drengen var Syddjursflanken med Ebeltoft Folketidende og Adresseavisen Syddjurs.

»Folketidende og Adresseavisen er rigtigt set mine hjertebørn, som jeg vil gå igennem ild og vand for. Heldigvis får vi også meget tilbage i form af positiv respons fra vores kunder, detailhandlen og de øvrige virksomheder, som vi samarbejder tæt med. Mit netværk er blevet stort i løbet af mine snart tyve år, og der kommer løbende nye kunder og forretningsforbindelser til,« lød hans credo.

Stærke familiebånd

For Marx Jøns betød familien alt. Han fortalte tit med stor glæde om det parløb, han havde med sin kone, Estrid Bjarup Jøns, jurist og forretningsfører ved Syddjurs Kommune.

»Jeg synes, det er det mest enkle regnestykke. En plus en giver to, så det er dobbelt så godt at være to. Mindst dobbelt så godt med pil opad,« som Benny Andersen sagde det så smukt om kærligheden to mennesker imellem.

De havde set frem til at tage på nogle rejser sammen i den nærmeste tid, men det satte den modbydelige sygdom en stopper for.

»Marx vil blive savnet både professionelt men mindst ligeså meget menneskeligt, han vil om nogen stå som en både loyal, kompetent og empatisk kollega,« udtaler Rasmus Blegvad, Administrerende direktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, efter meddelelsen om, at Marx Jøns er gået bort.

Tankerne hos samtlige kolleger går til Marx familie, der gennemgår en svær tid.

Farvel til et humoristisk, socialt og rummeligt menneske. Far vel på din næste rejse.

Målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt.

Æret være Marx minde.

Marx Jøns bisættes fra Ebeltoft Kirke onsdag 20. april klokken 13.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.