Jette Nielsen stemplede ud fra Optikerhøjskolen med årgangens højeste snit

27-årige Jette Nielsen begyndte at læse på Optikerhøjskolen ved Dania i hjembyen Randers ved lidt af en tilfældighed. Her 3½ år senere har hun ikke fortrudt sit valg.

Artiklens øverste billede
Et karaktergennemsnit på 11,3 på eksamensbeviset er de færreste forundt. Jette Nielsen fra Profil Hornslet leverede årgangens højeste snit på Optikerhøjskolen i Randers og fik også sit afsluttende bachelorprojekt, som hun skrev sammen med to medstuderende, bedømt årgangens bedste. Foto: Lars Norman Thomsen

Det hører til sjældenhederne, at man dukker op til dimission, fordi man er blevet færdig med sin bachelor, og lidt senere kan drage hjemad igen, 14.000 kroner rigere.

Det skete i februar for Jette Nielsen, 27, Profil Optik i Hornslet.

En ud af 48 dimittender, der alle fik deres eksamensbeviser overrakt personligt efter veloverstået dåd på Optikerhøjskolen i Randers.

Jette Nielsen måtte imidlertid på scenen yderligere to gange.

14.000 kroner, det er jo helt vildt

Jette Nielsen, nyuddannet optometrist

Først vankede der en check skænket af optikerkæden Louis Nielsen på 10.000 kroner til den af dimittenderne som kunne præsentere det højeste karaktergennemsnit på eksamensbeviset.

Jette Nielsen var med sit snit på 11,3 urørlig.

Dernæst vankede der yderligere en check på 12.000 kroner for bedste bedste bachelorprojekt. Også den stod der Jette Nielsens navn på, men hun måtte dele den med studiekammeraterne Charlotte Dueholm Arnecke og Maria Bergholt Jørgensen, som var med til at lave det afsluttende bachelorprojekt om linsekontrol. Alle scorede et flot 12-tal.

I bachelorprojektet skulle trioen demonstrere evnen til at levere grundforskning på et relativ højt niveau på baggrund af statistisk materiale, som de selv har indsamlet forud for den egentlige opgaveskrivning.

Maria Bergholt Jørgensen som også bor i Randers, arbejder hos Profil Optik i Rønde.

»14.000 kroner, det er jo helt vildt,« smiler Jette Nielsen beskedent.

Fortsætter i Hornslet

Jette Nielsen har tilbragt den sidste af praktikperioden hos Profil Optik i Hornslet, og hun er lykkelig for at kunne fortsætte her efter aftale med indehaver Jesper Nørgaard.

»Jeg har været glad for min praktiktid på sammenlagt næsten halvandet år i Hornslet sammen med dygtige kolleger som Jesper Nørgaard selv og Susanne Sattrup, der har så megen erfaring og gerne deler ud af den,« roser Jette Nielsen.

Egentlig var det en tilfældighed, at hun havnede i branchen. Efter en veloverstået sproglig studentereksamen i Viborg drog Jette Nielsen til Spanien i et par år. Her arbejdede hun som telefonsælger og fandt ud af, at hun have flair for jobbet.

»Jeg mødte så en pige under mit ophold, der var optiker, og hun fortalte så godt om uddannelsen, at jeg valgte at begynde på Optikerhøjskolen, som jeg tilfældigvis fandt ud af lå i min hjemby Randers. Der er kun to skoler. Den anden ligger i Købehavn,« griner Jette Nielsen.

Hun kom ikke til at fortryde, at hun meldte sig klar til at fuldføre en professionsbachelor i optometri. Hurtigt optog studierne nemlig hende så meget, at hun aldrig så sig tilbage.

»Øjet er jo vildt fascinerende, og som optiker eller optometrist, som min profession retteligt heder, kan man hjælpe mennesker uhyre meget. Vores syn er jo så afgørende for vores livskvalitet, fordi det er en af vores fem sanser.«

Med på konference

De tre piger, der sammen skrev bachelorprojekt til topkarakter, kan snarest forvente en invitation til en konference, hvor creme de la creme i branchen holder hof.

Det er Dansk Optometri og Kontaktlinsekonference i Aarhus 1.-2. oktober.

»Vi er blevet opfordret til at deltage og holde et oplæg på baggrund af vores opgave. Vi regner stærkt med at blive nomineret til konferencen, selvom den endelige indbydelse ikke er kommet endnu,« siger Jette Nielsen.

Hun havde overvejet at starte på kandidatuddannelsen i synsvidenskab allerede til september på Aarhus Universitet, som en af sine medskrivere på bachelorprojektet, men hun venter foreløbig et par år for at hente endnu mere praktisk erfaring og få jord under neglene hos Profil Optik i Hornslet.

Her begynder hun med en startløn på 31.500 kroner. Ikke så tosset efter at have gennemført en videregående mellemlang uddannelse, der senere kan bygges en kandidat oven på.

Fremtiden hedder måske at flyve selv.

»Lige nu suger jeg til mig hos Jesper Nørgaard, og så kan det sagtens være, at jeg ud i fremtiden gerne vil være selvstændig,« funderer Jette Nielsen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen