38 nye lejligheder lejet ud på rekordtid

Boligforeningen djursBo glæder over, at man trods mange genvordigheder med byggeriet, nu kan man melde udsolgt på alle hylder i Ryomgård Midtpunkt, hvor der 1. maj kommer liv i tingene i de 38 lejeboliger.

Artiklens øverste billede
De tre boligblokke i Ryomgård er opført i røde teglsten med døre og vinduer i basaltgrå nuancer. (Illustration: ArcHus Arkitektfirma)

Søndag 1. maj bliver der liv og glade dage i Ryomgård Midtpunkt, når lejerne til de 38 boliger formelt kan rykke ind i deres nye domiciler.

Tre boligblokke er skudt op i den såkaldte sorte firkant i Ryomgård midtby, der omkranses af gaderne Vestergade, Slotsgade, Jernbanegade og Markedsgade.

»Alle 38 lejligheder er blevet lejet ud, og vi har mærket stor interesse. Hovedparten flytter ind 1. maj, mens enkelte venter en måned. Det har vi været forstående overfor,« siger en tilfreds direktør Dennis Larsen, Boligforeningen djursBo.

Den samlede bygningsmasse har et bruttoareal på 2.900 kvadratmeter, og de enkelte lejligheder er i varierende størrelser.

Det har ikke bare været a walk in the park at opføre de tre blokke i to etager, der huser de 38 dugfriske boliger.

Den oprindelige hovedentreprenør Aalsrode Tømrerfirma indgav en egenbegæring om konkurs 28. oktober 2020 ved Skifteretten i Randers, og herefter stod byggeriet stille i hele fire måneder.

Efter mange sonderinger og forhandlinger blev det entreprenørfirmaet Færch & Co, der har over 100 årige rødder i Aalborg, som fik opgaven med at færdiggøre byggeriet.

Juridisk optrådte Aalsrode Tømrerfirma A/S - før konkursen blev en realitet - som delegeret bygherre på vegne af djursBO, mens Kuben Management var tilknyttet som bygherrerådgiver. Det var sidstnævnte, der i foråret stod for at gennemføre en indledende markedsdialog med potentielle entreprenører og efterfølgende arrangere en indikativ budrunde for at finde de mest interessante og seriøse entreprenører som kunne tage over.

Det blev så Færch & Co., og Dennis Larsen har kun godt at sige om samarbejdet.

Kommunen lejer

De 38 lejeboliger bliver befolket både af et yngre publikum og af lidt ældre i aldersintervallet 30-69.

»Derimod har vi ikke mange ældre over 70. Det kan muligvis skyldes, at de ikke kan få solgt deres hus. Vi ved det faktisk ikke,« siger Dennis Larsen.

Også Syddjurs Kommune har lagt billet på en del af lejlighederne.

»Kommunen har fået otte stk., fjerdedels lejligheder kaldes det. 7 lejligheder med tre værelser og en en firer,« fortæller Dennis Larsen.

»Det er sket med henblik på at kunne anvise boligerne til ukrainske flygtninge,« siger direktøren.

Alment boligbyggeri er ikke som ofte påstået støttet boligbyggeri.

Misforståelsen bygger på offentlige bidrag til byggeriets etableringsomkostninger på almindeligvis 7 procent af byggesummen. Denne andel giver det offentlige ret til at disponere over boliganvisning på op til 25 procent af opførte almene boliger.

Hvilket sparer især kommuner for udgifter til egen boligmasse for at opfylde forpligtelser til at kunne sikre familier tag over hovedet.

Det almene boligbyggeri udgør en femtedel af den danske boligmasse med husning af en tilsvarende andel af den danske befolkning.








Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen