Syddjurs Kommune om vejarbejde i Ebeltoft: Vejdirektoratet har ikke givet besked

Det er Vejdirektoratet alene, der beslutter tidspunktet for den kommende asfaltering af Strandvejen, og Syddjurs Kommune fik først besked i sidste uge.

Artiklens øverste billede
Handelsliv og borgere i Ebeltoft er frustrerede over tidspunktet for vejarbejde midt i byen. I følge leder af Mobilitet i Syddjurs, Paw Nielsen, har kommunen ingen indflydelse på planlægningen. Arkivfoto: Benny Kjølhede

Da Paw Nielsen kommer ud af et møde tirsdag eftermiddag 26. april, har han 47 opkald og beskeder på sin telefon. Han er leder af Mobilitet i Syddjurs Kommune, og netop denne dag er det en særdeles udsat position. Samme morgen sendte en gruppe af handlende i Ebeltoft nemlig via bl.a. debatindlæg her i avisen og for rullende kameraer på TV2 Østjylland et opråb af sted om, at nogen har sovet i timen. En molbohistorie anno 2022 - topmålet af elendig planlægning og mangel på respekt - kaldte de læserbrevet. Det handler om et vejarbejde, som går i gang på fredag. En asfaltering af Strandvejen i Ebeltoft. Noget, som bringer minder frem fra 2018, og noget, som gør både de handelsdrivende og borgerne i byen meget bekymret.

De har lagt planen for asfalteringen på deres egen hjemmeside, men hvor mange borgere tjekker lige Vejdirektoratets kalender? De burde have givet os besked noget før. Uanset, så har vi som kommune ingen indflydelse på, hvornår staten asfalterer sine egne veje.«

Paw Nielsen, leder af Mobilitet, Syddjurs Kommune

Dårlig planlægning

På vegne af de handelsdrivende i Ebeltoft skriver Kristian Busk, som er indehaver af Hos Walter på havnen, at tidspunktet for det her vejarbejde, som kommer til næsten at lukke for trafikken på en af Ebeltofts hovedgader, nærmest ikke kunne ligge på et værre tidspunkt.

»Hvis planen holdes vil Ebeltofts hovedfærdselsåre være spærret i både St. bededagsferien, Kr. Himmelfartsferien, pinseferien og flere weekender. Dette vil alt andet lige skabe kaos af biler ind og ud af Ebeltoft, samtidig med at havnen bliver delvist afskåret fra byen.. Det drejer sig bl.a. om campingpladsen, Fregatten Jylland, Glasmuseet og små 20 restauranter og butikker. Samtidig starter Molslinjen sejlads flere gange om ugen her fra maj, længe ventet.«

Alt dette bringer minder frem fra 2018, hvor Vejdirektoratet valgte at lave vejarbejde i byen i sommerferien, hvilket fik stor betydning for den sommers turisme, trafik og de handlende.

Vejdirektoratet beklager

Paw Nielsen, som ellers om nogen bør vide det meste om, hvad der foregår omkring veje og bevægelighed i Syddjurs Kommune, vidste ikke før i sidste uge, at asfalteringen skulle starte nu og foregå i netop denne periode.

»Det er ret uheldigt. Både at Vejdirektoratet har valgt det her tidspunkt, og også at de ikke har kommunikeret det ud til os.«

Han fortæller, at han, i det øjeblik han fik besked om tidspunktet, rettede henvendelse til Vejdirektoratet.

Her kunne man fortælle, at på grund af vejarbejdets uheldige tidspunkt tilbage i 2018, så er der nedlagt en såkaldt spærring på tidspunkter for vejarbejde i Ebeltoft. Men den spærring er i sommerferien, og derfor har ingen været opmærksomme på, at det her tidspunkt også kunne være uheldigt.

Desuden beklagede Vejdirektoratets medarbejder, i følge Paw Nielsen, at kommunen ikke har fået besked.

»De har lagt planen for asfalteringen på deres egen hjemmeside, men hvor mange borgere tjekker lige Vejdirektoratets kalender? De burde have givet os besked noget før. Uanset, så havde det sandsynligvis ikke ændret noget, for vi har som kommune har ingen indflydelse på, hvornår staten asfalterer sine egne veje.«

Det sidste bekræfter ingeniør ved Vejdirektoratet, Kirsten Guldbæk Roelsgaard, som arbejder i den afdeling i Østjylland, der er med til at styre direktoratets projekter her i området.

»Jeg var i kontakt med Syddjurs Spildevand sidst i marts vedrørende det forberedende arbejde inden selve asfalteringen, og vi har måske her i direktoratet fejlagtigt troet, at Syddjurs Kommune og Syddjurs Spildevand kommunikerede med hinanden om den slags ting, og at kommunen derfor kendte tidspunktet.«

Hun forklarer, at Vejdirektoratet ikke har været i koordinerende forhandlinger med kommunen vedrørende tidspunktet.

»Vi har vurderet, at det er det bedste tidspunkt at udføre asfaltarbejdet på. Ja, det bliver bøvlet, men det ville være værre senere på foråret/sommeren. Vejret er bedst nu, og vi tager alle de hensyn, vi kan.«

Stat eller kommune. Jeg er lige glad. De skal bare få det stoppet. Nogen skal tage ansvar. Jeg tror, det her skader vores turisme og vores bys ry meget mere, end vi aner.«

Kristian Busk, indehaver af Hos Walter i Ebeltoft

Ikke nikket ja

I læserbrevet skriver indehaver Kristian Busk imidlertid, og altså på vegne af de handlende i byen, at:

»En kilde har oplyst, at vejarbejdet var i udbud november 2021 og blev vundet af NCC, og at Syddjurs Kommune skulle have godkendt tidspunktet.«

Det kan Paw Nielsen overhovedet ikke genkende.

»Vi har, så vidt jeg ved, i Syddjurs Kommune ikke nikket hverken ja eller nej til dette tidspunkt. Det er slet ikke vores, men ene og alene Vejdirektoratets beslutning. Hvis nogen i Syddjurs har nikket ja til det her, så ved jeg ikke, hvem det er, og det skulle undre mig meget.«

Udviklingsdirektør Poul Møller er enig. Han understreger, at Syddjurs Kommune hverken er myndighed eller bevillingsgivende på et projekt som dette.

Kristian Busk har svært ved at tro på den forklaring, men uanset så er han sådan set også lige glad med, om det er staten eller kommunen, der har ansvaret.

»De skal bare få det stoppet. Nogen skal tage ansvar. Jeg tror, det her skader vores turisme og vores bys ry meget mere, end vi aner.«

Syddjurs forstår

Syddjurs Kommune er fagligt meget enig med Vejdirektoratet i det aktuelle behov for asfaltering af strækningen, fortæller udviklingsdirektør Poul Møller.

Jeg kan sagtens forstå de lokale reaktioner på de gener som asfalteringen giver, men har også tillid til og forventning om, at Vejdirektoratets planlæggere har gjort, hvad de kan for at tage hensyn til lokale forhold. Der er en meget kort sæson for asfaltarbejde, hvilket Syddjurs Kommune selv kender til fra egne veje. Så uanset hvordan asfalteringen end tilrettelægges fra Vejdirektoratets side, vil det påvirke bosiddende borgere, virksomheder og turister at asfaltere en så befærdet vejstrækning,« siger han.

Det er ikke lykkedes Lokalavisen at få navnet på den omtalte kilde fra Kristian Busk.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen