Syddjurs Gymnasium løber langt for Psykiatrifonen
Et par unge på Syddjurs Gymnasium arrangerer et velgørenhedsløb på mandag til fordel for mennesker, der dagligt bøvler med angst, nedtrykthed, tristhed, spiseforstyrrelser og depression.
Folkeskolernes Rynkeby-løb har efterhånden nået stor og fortjent udbredelse.
Nu forsøger et par unge fra Syddjurs Gymnasium at lave noget, der ligner for deres kammerater på skolen, lærere og øvrige personale.
Der bliver tale om et velgørenhedsløb, hvor eleverne løber/går sig til donationer til Psykiatrifonden.
Psykiatrifonden er en privat, sygdomsbekæmpende organisation. Medarbejderne arbejder for, at alle mennesker med psykisk sygdom og de, som er i risiko for at få det, mødes med forståelse og får den hjælp og rådgivning, de har brug for. I tide.
Langt størstedelen af Psykiatrifondens midler kommer fra private bidragydere.
Indtægterne kommer dels fra støttemedlemmer, indsamlinger og donationer, dels fra private fonde og legater og dels fra salg af bøger og kurser og lign. Kun omkring en tiendedel af indtægterne kommer fra offentlig støtte, først og fremmest til projekter.
Start ved kirken
Syddjurs Gymnasiums unge sætter fut i løbeskoene mandag 9. maj. Alle skal møde omklædte klokken 13 skarp ved startlinjen ved Bregnet Kirke, hvor skolens idrætslærere sørger for grundig opvarmning et kvarters tid, før velgørenhedsløbet gives frit den næste halvanden time på en tilpasset rute, der skal løbes tilpas mange gange, så der kommer penge i kassen til det gode formål.
Arrangørerne opfordrer alle til at løbe, men døjer du med en skade eller måske har det svært med at løbe, er det også muligt at lade apostlenes heste bære dig rundt i et tempereret gåtempo.
Styr på sponsorer
Inden løbet skal samtlige deltagere udfylde en seddel, hvor det tydeligt fremgår, hvem de har tegnet som sponsorer og hvor mange penge de pågældende vil yde i forhold til antal gennemført løberunder eller måske som et engangsbeløb.
Far, mor, mostre, onkler, tanter, ældre søskende, bedsteforældre, naboer og andre, der vil støtte et godt formål, opfordres til at vise velvillighed til at være sponsorer.
Undervejs vanker der solid forplejning. Både våde varer og fast føde de til hårdtarbejdende løbere.
Flot initiativ
Hos Syddjurs Gymnasium hilser man det gode initiativ velkommen.
»Initiativet er et hundrede procent elevbåret og er ikke en del af en større kampagne, så de unge arrangører har selv sørget for det hele,« understreger Uddannelsesleder Morten Ærø, Syddjurs Gymnasium.
Ensomhedens svøbe
Psykiatrifonden henviser på sin hjemmeside til resultaterne af en relativ ny international undersøgelse fra 2021, hvor forskerne har undersøgt social tilknytning i gymnasiet og konsekvenserne.
Det danske studie viser, at 27,5 procent af gymnasieeleverne havde manglende social tilknytning til skolen. Gymnasieelever, som oplever et dårligt socialt tilhørsforhold til skolen – enten i form af manglende støtte fra klassekammerater, manglende støtte fra lærere, mangel på klassesammenhold eller ved at være uden for skolens øvrige fællesskaber – oplever også at have flere mentale sundhedsproblemer.
Studiets hovedresultater var, »at mangel på støtte fra klassekammerater generelt havde den største betydning for de unges mentale sundhedsproblemer. Klassesammenhold var den type af sociale tilhørsforhold, som havde den svageste sammenhæng med mentale sundhedsproblemer. Endvidere viste studiet, at jo svagere socialt tilhørsforhold eleverne havde til skolen, desto sværere var deres mentale sundhedsproblemer.«
En meget populær forsøgsordning med gratis psykologhjælp til unge mellem 18 og 24 år blev vedtaget at gøre permanent i den nye finanslov for 2021.
I 2022 er der afsat 47,2 millioner kr. årligt til ordningen.