Heden i Pindstrup ligger ikke i Natura 2000-område
Syddjurs Kommune søger ikke støtte til det godt 7.5 hektar indhegnede hedeareal i Pindstrup.

Sædvanen tro får naturplejeprojekter faste gæster på de sociale medier, herunder Adresseavisens facebookplatform, til at hejse den røde klud op foran ansigtet.
Det gjaldt også, da Adresseavisen kunne fortælle, at Syddjurs Kommunes planlagte naturplejeprojekt på hedestrækningen i Pindstrup, der ligger til højre, når man kører ud af byen mod Auning lige over Pindstrup Centret, nu har kunnet byde velkommen til et par græssende køer.
Det gør kommunen da udelukkende for at få hektarstøtte. Sjældne sommerfugle og sjældne blomster betyder ikke et væk, var tonen i kommentarsporet.
Fakta er, at det hegnede hedeareal i Pindstrup er ca. 7,5 ha stor. Kommunen ejer det meste, men ca. 1,4 ha i nordenden tilhører Løvenholmfonden.
Arealet ligger ikke i Natura 2000-område.
Det fortæller biolog Lars Dyhrberg Bruun, Syddjurs Kommune.
Søger ikke støtte
Det er korrekt, at ejer kan søge støtte til afgræsning af naturarealer gennem Landbrugsstyrelsens plejegræsordninger, tilsagn 66 og 67. Natura 2000-områder har forrang, men også arealer i nationalparker og naturarealer med god tilstand bliver prioriteret højt, fortæller Lars Dyhrberg Bruun.
Landbrugsstyrelsen hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Satserne for hektarstøtte er ca. 1100 kr. og 2600 kr. pr. ha pr. år, afhængigt af om arealerne også får grundbetaling.
»Vi søger ikke støtte til arealet i Pindstrup. Med støtten følger kontrolkrav, som kan være uhensigtsmæssige i forhold til naturen. Derfor undværer vi pengene, men har til gengæld friheden til at tilpasse projektet, som vi ønsker,« siger Lars Dyhrberg Bruun.
»Der er trykt infoskilte, men vi mangler skilteholdere. Jeg forventer dog, at de kommer op indenfor et par uger,« fortsætter han.
Vi søger ikke støtte til arealet i Pindstrup. Med støtten følger kontrolkrav, som kan være uhensigtsmæssige i forhold til naturen
Ikke samlet opgørelse
Adresseavisen har spurgt Lars Dyhrberg Bruun, om Syddjurs Kommune har en samlet opgørelse over kommunens involvering i naturprojekter.
Til det forklarer han:
»Vi har desværre ikke en samlet opgørelse over vores naturprojekter. De er så forskellige, at det er et lidt for stor opgave at vurdere, hvilke projekter, der skal med i opgørelsen.«
Lars Dyhrberg Bruun nævner følgende:
- Kommunale arealer
- Private arealer hvor kommunens folk har sat hegn
- Private arealer, hvor ejer har sat hegn, men Syddjurs Kommune kun har lavet frivillige aftaler om græsningen
- Private arealer, hvor aftalen er mindre frivillig, fordi kommunen optræder som myndighed, f.eks. i medfør af fredningen eller Natura 2000-planen
- Der kan også være private arealer, hvor ejer ikke ønsker at kommunen tiltrækker opmærksomhed og dermed øget færdsel.
- Arealer, kommunen slår eller rydder, men hvor det ikke nødvendigvis handler om biodiversitet, men måske udsigt eller vejsikkerhed
«Der er et vist naturelement i det, men man kan diskutere, om sådanne projekter vil være misvisende i en opgørelse over naturprojekter, når hovedformålet er et andet,« siger Lars Dyhrberg Bruun.
Hvis biologen skal foretage et hurtigt skøn, lyder det på, at Syddjurs Kommune mere eller mindre er involveret i afgræsning af ca. 250 hektar naturarealer.