Sommerfest 2022 i Ebeltoft aflyst
Mangel på frivillige hænder er grunden til, at en af årets store begivenheder i Ebeltoft aflyses
Den har været der hver sommer i snart 90 år, men i år er forskellige omstændigheder skyld i, at der bliver usædvanligt stille i uge 29.
Ebeltoft Sommerfest, som plejer at fylde festpladsen ved Ndr. Strandvej med tivoli, teltbal, radiobiler og et rigt udvalg af kræmmere, er aflyst.
»Vi er frygteligt kede af at måtte aflyse,« siger Birthe Flück på vegne af Komiteen bag sommerfesten.
Tivoli aflyser
I foråret ophørte et samarbejde mellem Lions Club Mols og Komiteen, og det har betydet, at der mangler frivillige til at afvikle fire dages sommerfest. Der var dog i starten af maj optimisme at spore, og Birthe Flück og hendes med-frivllige håbede på at kunne samle flere hjælpere.
»Mange af os, der er tilbage har været med i mange år. Jeg har selv været aktiv i mere end 30 år, men vi er ikke nok til at løfte hele arrangementet selv. Desværre.«
De prøvede at skaffe flere aktive hjælpere, men så kom dødsstødet.
»For nylig ringede Tivoliet og aflyste. De mangler også arbejdskraft,« fortæller hun.
»Så vidste vi godt, at det var op ad bakke. Vi prøvede at holde fast i Kandis med foreslaget om at lave det til en halfest, men det kunne ikke lade sig gøre. Så, ingen sommerfest i år.«
Foreningerne taber
Ebeltoft Sommerfest er en selvejende institution, der så dagens lys i 1927.
Formålet er dels at skyde et brag af en sommerfest af for ebeltoftere og turister, men også at dele ud af overskuddet il byens foreninger.
»Vi plejer at dele mellem otte og 12 legater ud hvert år, afhængig af overskuddet, til for eksempel spejdere eller de frivllige på plejehjemmet Søhusparken. Det er en ære for os at dele pengene ud, så alle aldersgruppe får glæde af dem, både de unge og de ældre og alle dem midt imellem.«
Aflysningen går derfor også ud over byens foreningsliv.
Tror på 2023
Komiteen er dog optimistisk på vegne af næste års uge 29.
»Vi kommer tilbage i 2023, og vi er allerede i gang med at planlægge. Både Kandis og Tivoli er bestilt.«
Hvorvidt manglen på frivillige er et udtryk for en af tidens tendenser, vil Birthe Flück helst ikke gøre sig klog på, men noget vil hun dog gerne sige:
»Jeg ved, at mange har gode ideer til, hvad man kan gøre anderledes, og nu har de chancen for at få dem ført ud i livet. Det er klart, at efter at planlægge den samme fest 30 år i træk, så kommer der et plejer, så vi er virkelig klar på at ryste posen og få nogle nye ideer og kræfter ind i planlægningen,« siger Birthe flück.