Hornslet dreng skal levere et ekstra gear til Aarhus Havn
Aarhus Havn styrker kommunikationsindsatsen med ansættelsen af Daniel Møller Jensen som ny kommunikationspartner. Han kommer fra Dansk Erhverv og har tidligere erfaring fra Christiansborg.
Aarhus Havn får ny kommunikationspartner, når kalenderen runder 1. august. Daniel Møller Jensen er ansat til at styrke kommunikationen til havnens forskellige interessenter og fortælle de mange historier fra Danmarks største erhvervshavn.
Den nye kommunikationspartner har senest været fem år hos Dansk Erhverv og har tidligere arbejdet som politisk konsulent på Christiansborg hos partiet Venstre. Han var i en periode politisk assistent for MF Michael Aastrup Jensen og Karsten Lauritzen. Senere politisk medarbejder for MF Hans Andersen.
Han har stor erfaring med både strategisk og operationel kommunikation, og han ser frem til aktivt at bruge de erfaringer i hverdagen hos Aarhus Havn, hvor et af fokusområderne blandt andet er en kommende havneudvidelse.
Daniel Møller Jensen er 31 år og uddannet cand.scient.pol.
Han bor i Hornslet med sin kæreste og to små drenge.