Det kan godt være voksne løfter pegefingeren, men 325 billetter går som varmt brød

Posefester for unge i aldersgruppen 15-17 år vinder mere og mere indpas flere steder på Djursland, og bedømt på tilstrømningen til den kommende fest i Byhallen fredag 30. september er hitraten stor hos målgruppen.

Artiklens øverste billede
Hvad enten bekymrede voksne vil det eller ej, så er posefesterne et hit. Også den kommende i Byhallen i Kolind 30. september. Pressefoto

Det er ikke alle voksne, der synes, at posefester er en god måde at indføre de unge i selskabslivet på, men spørger man de unge i målgruppen, 15-17 år, er festerne et hit.

Til den kommende posefest i Byhallen i Kolind fredag 30. september er der 325 billetter i forsalg, og tirsdag i sidste uge var der små 40 tilbage at få.

Det fortæller Brian Juul Andersen, Kolind. Han er talsmand for Ung Fest Djurs, der to gange om året, forår og efterår, arrangerer posefester i Byhallen.

Ung Fest Djurs er en sammenslutning, »som vil fremme muligheden for at unge på Djursland, kan stifte bekendtskab med fester, og hvad der hører til på en sikker og forsvarlig måde.«

Fast koncept

»En posefest er et koncept, hvor vi laver en kontrolleret fest for unge på 15,16 og 17 år. Vi er cirka 40 frivillige voksne, minimumsalderen for hjælpere er 21 år, jeg selv er 54 år, samt 2-3 professionelle dørmænd fra lokalområdet, så både de unge og de voksne kender hinanden fra gadebilledet,« har Brian Juul Andersen tidligere forklaret til Lokalavisen i forbindelse med forårsfesten.

Samtlige unge festdeltagere skal, når de køber billet på forhånd, registrere sig med cpr-nummer og oplyse kontakttelefon til forældre.

De unge medbringer hver især de drikkevarer, de skal indtage i løbet af festen med en maksimal alkoholprocent på 16,5 procent (i henhold til lovgivningen, red.) i ubrudt emballage.

»Når de unge ankommer til festen, får de tjekket deres sygesikringsbevis, så vi ved, at det er de rigtige unge, vi har lukket ind,« forsikrer Brian Juul Andersen.

Derefter får hver ung et nummer på armen, jakken og deres pose med drikkevarer, som han eller hun går ned og afleverer til en voksen i udskænkingsområdet.

»Den voksne har så ansvaret for, at den unge får våde varer fra egen pose i løbet af festen, og hvis det skønnes, at den unge, trænger til en pause, bliver der sagt: »hold en pause«. Den unge bliver bedt om at runde vandbaren, hvor der vil blive serveret et glas kold vand fra hanen,« forklarer Brian Juul Andersen.

Når festen er slut klokken 02.00, står der igen en flok frivillige og sørger for, at unge kommer godt hjem igen.

Ungfest Djurs har selvfølgelig indhentet diverse godkendelser fra politi, brandmyndigheder samt kommune inden afholdelse af arrangementet, bemærker Brian Juul Andersen.

SSP koordinator kritisk

SSP koordinator Heine Skovbak Iversen, Syddjurs Kommune, gav i foråret sit syn på posfesterne til Lokalavisen, og det var ikke positivt.

Han nikkede anerkendende til, at posefesterne foregår meget velorganiseret, og at der er ansvarlige voksne tilstede, men han er alligevel ikke tilhænger af, at unge 15-17 årige skal feste og drikke alkohol under organiserede former.

»Jeg vil bestemt ikke være ham, der vil udskamme festen i Byhallen forleden og andre lignende fester, men jeg synes ikke, det er den rigtige vej at gå,« sagde SSP koordinatoren i foråret.

SSP Syddjurs har meldt deres ankomst, og det samme har Østjyllands Politi. Natteravnene fra Hornslet vil se, om de kan samle et hold. Lykkes det, kommer de også.

Brian Juul Andersen, Ung Fest Djurs

Han kaldte posefesterne en form for træningsfest. En forprøve for de unge, før de bliver ældre og selv skal ud i nattelivet.

»Jeg synes, de unge er alt for umodne og slet ikke klar til at indtage alkohol og feste på denne måde, selvom jeg selvfølgelig anerkender, at der efter den lange tid med Corona er et udtalt behov for at komme ud og møde andre i festligt lag.«

47 frivillige

Brian Juul Andersen anerkendte kritikken fra Heine Skovbak Iversen.

»Den er helt fair, men jeg vil så lige sige, at vi til den sidste fest i Byhallen havde besøg af fem fra SSP Syddjurs, fire gademedarbejdere og Lene Haagensen, som kører parløb med Heine Skovbak Iversen efter, at han også er gået ind i politik. De kom alle fem bagefter og takkede for et godt arrangement,« lød det fra Brian Juul Andersen.

Han kan til festen 30. september mønstre 47 frivillige.

»SSP Syddjurs har meldt deres ankomst, og det samme har Østjyllands Politi. Natteravnene fra Hornslet vil se, om de kan samle et hold. Lykkes det, kommer de også,« siger Brian Juul Andersen.

Musikken, der sørger for, at danseskoene kommer i svingninger, leveres af et diskotek, der ikke serverer støjrock, buldrende trommer og hvinende rockguitarer, men derimod tempofyldte melodier, der er produceret via en computer.

Hvad var det TV2 sang allerede i 1984:

»Nutidens unge er/Som sure rønnebær/Sagde ræven, han kunne ikke nå dem.

Nutidens voksne er/Ræverøde rønnebær/Sagde de unge og lod træet fælde.

Og så hygger de sig med dans og musik/Fester fodbold og matematik/Så snakker de om økonomi/Og tegner den fremtid vi lever i.«



Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.