Den gamle fisker fra Begtrup Vig blev chokeret over, hvad han så

Man mærker hurtigt, at Arne Johansens kærlighed til havet er stor og ægte, som han sidder der ved bordet i sit fine sommerhus ved Dragsmur nær Begtrup Vig.

Begtrup Vig afgrænses mod øst og syd af Helgenæs, længst mod øst af Dragsmur ved den smalle tange mellem Mols og Helgenæs

Den gamle mand på 91 år er åndsfrisk som en vårhare og fysisk i topform med sit snehvide hår. Der er næsten reminiscenser over sceneriet til fiskeren i Ernest Hemingways lille pragtroman fra 1953 ’Den gamle mand og havet’.

»For hver gang man vender et blad i denne bog, vælter en ram duft af saltvand ud, og man kan høre havfuglene skrige.« som der stod i en anmeldelse.

Årsagen til besøget hos den gamle fisker, der bor fast i sit sommerhus ved Begtrup Vig, er den helt enkle, at han vil fortælle en historie fra tiden under og efter 2. verdenskrig, hvor tre lokale fiskere tjente store penge på at levere velsmagende makrelfisk til Tyskland.

Arne Johansen blev mindet om fortiden, da han forleden sammen med sit barnebarn Christian, 25, var sejlet ud i vigen for at redde sin bøje.

»Jeg havde sat mine flydende makrelgarn ud, som jeg altid har gjort det. En havde så åbenbart haft ondt i røven, for nu at sige det på forståeligt dansk, over, at jeg havde sat garn ud. Så vedkommende havde taget fat i min bøje og slæbt den væk. Han må have haft en motoriseret båd, for ellers er det umuligt,« funderer Arne Johansen.

En blikstille dag

Arne Johansen kunne efterfølgende ikke så sin bøje op, da han fandt den igen. 

En dag, hvor det var blikstille, blev han derfor enig med sit barnebarn om, at de skulle sejle ud og se, om de ved fælles hjælp kunne få bøjen op.

»Her fandt vi så ret hurtigt ud af, hvorfor vi ikke kunne få bøjen op. Den havde simpelthen fået fat i noget nylongarn på bunden, og vi kunne ikke gøre noget. Der var tale om nylongarn, som man fiskede makrel med i massevis under 2. verdenskrig og som må være blevet dumpet efter krigen. Ham, der kunne have gjort det, blev millionær dengang på at fiske makrel, men senere efter krigen, da vi fik pengeombytningen, var hans penge lige pludselig ikke meget værd.«

Hvordan kan du med sikkerhed vide, at garnene stammer fra 2. verdenskrigs tid?

»Jamen, der var ikke andre som havde den slags garn. Det ved jeg, som mangeårig fisker.«

Har du en fornemmelse af, hvor meget garn som blev dumpet, og hvorfor de gjorde det?

»Hvor meget garn, der er dumpet, kan jeg ikke vide, men der kan være tale om meget. Det vil kræve, at dykkere undersøger det nærmere. Vi taler om en havdybde her i Knebelvig på 4-5 meter.«

»Jeg formoder, at fiskerne gjorde det, fordi fiskeriet simpelthen fik et knæk efter krigens slutning. Der var tale om tre lokale fiskere, som jeg, der er født i 1931, fortsat husker så glimrende. En fra Eg og to herfra. De var meget aktive makrelbundgarnsfiskere, og det var kolossalt, hvad de fiskede under 2. verdenskrig. Tyskerne aftog alt, så de tre tjente styrtende med penge. De sejlede til Aarhus og afskibede dagens fangst. Somme tider alle tre, og nogle gange kun en, hvis fangsten ikke var så god den dag.«

Så man skævt til dem, fordi de leverede mad til tyskerne?

»Nej, overhovedet ikke. Sammenholdet herude var fint, men jeg husker, hvordan en af dem efter krigen gjorde alt, hvad han kunne for at komme af med sine store sedler tidsnok inden pengeombytningen, hvor de intet var værd derefter.«

Fint at få afdækket

Arne Johansen håber, at der vil være dykkere som kunne være interesseret i at afdække, hvor mange nylonmakrelgarn, der er dumpet i Begtrup Vig efter 2. Verdenskrig.

»De er så gode som ny og kunne have ligget der i 500 år, hvis mit barnebarn og jeg ikke ved en tilfældighed var stødt på et garn,« siger Arne Johansen.

Han forventer, at garnene indeholder efterladenskaberne af de mange små fisk, der gennem årene er ’gået i fælden’.

»Hvis de små fisk først er røget i nettet, kan de ikke komme ud igen.«

Selv tager Arne Johansen ikke selv længere på havet uden, at han har selskab.

»Det har jeg lovet min datter. Hun frygter for, at jeg skal få et ildebefindende til havs og ikke kan få hjælp, hvis uheldet er ude.«

Derfor har han nu overladt sin plads ved Begtrup Vig til en ung fisker fra Bønnerup.

Ebeltoft Færgehavn

Selv var han kun fisker på heltid i perioden 1954-1959, fordi det siden blev umuligt at skaffe sig et udkomme til at klare dagen og vejen med, men havet og fiskeriet har altid været hans daglige passion og nebengesjæft.

»I de fem år fra 1954-1959 var jeg såkaldt rullende fisker med hjælp fra min kone. Jeg fangede selv fiskene tidligt om morgenen, før jeg kørte rundt på Djursland og solgte dagens fangst. Rødspætterne var endnu friske og levende. Nogle af mine kunder gjorde dem selv rene, andre ønskede at jeg selv flåede dem.«

Oprindelig er Arne Johansen fynbo, men i en alder af seks måneder sejlede han med sin fiskerfamilie til Nappedam for at lægge anker der. Fiskertraditionen i familien startede med hans bedstefar.

»Vilkårene for fiskeriet i Begtrup Vig blev dårligere og dårligere, og helt galt blev det i 1962, da man hos Aarhus Havn valgte at forlænge sine pumperør to kilometer længere ud i Aarhusbugten med det resultat, at det også påvirkede bestanden af fisk i Begtrup Vig grundet mere forurening. Rødspætterne syntes ikke længere så godt om at være der.«

»Når jeg nu læser, at Aarhus Kommune planlægger at dumpe affald ved Hjelm Dyb, har de så mon tænkt over, at de går i gang med at ødelægge de sidste fiskepladser herude,« siger en bitter Arne Johansen.

Efter tiden som fisker på fuld tid arbejdede han på Ebeltoft Færgehavn i næsten 33 år, frem til han gik på pension som 67-årig.

»Jeg var med til at bygge havnen. Det var i den navnkundige H.H. Hansens tid. Senere arbejdede jeg som bolværksmatros hos Mols-Linien, og de sidste fem år som trailermand. En dejlig tid, der sluttede for mit vedkommende nærmest ved Storebæltsbroens indvielse 14. juni 1998. Det passede med, at jeg kunne gå på pension, når jeg var færdig med min afspadsering.«