Ventetiden på byggetilladelser markant forbedret i Norddjurs og Syddjurs - forklaringen ligger lige til højrebenet
Både Norddjurs og Syddjurs får roser i den seneste rapport om ventetiderne på byggetilladelser fra DI Byggeri Østjylland.
Norddjurs og Syddjurs har begge gjort sig fortjent til plusser i bogen hos DI Byggeri Østjylland.
Dansk Industri tager hvert år temperaturen på byggesagsbehandlingstiderne i de 98 kommuner.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i begge kommuner på Djursland er blevet markant mindre i 2002 sammenlignet med året før (se faktaboks).
Det manglede vel også bare, som en ondere tunge vil sige det. Når den økonomiske aktivitet og salget af byggegrunde nærmest er gået i stå, så vil bunkerne på sagsbehandlernes skriveborde blive tilsvarende mindre.
Odder Kommune er fortsat duksen i Østjylland. Her klares papirarbejdet på kun fire dage. Det gør Odder Kommune til Danmarksmester.
Modsat går det i kommuner som Hedensted og Samsø. Ventetiden på en byggetilladelse er i gennemsnit henholdsvis 104 og 114 dage. Det samme gælder i Horsens og Skanderborg, hvor ventetiden er henholdsvis 91 og 80 dage.
Knap 33.000 byggesager
Ventetiden i DI-undersøgelsen er opgjort fra den dag, hvor kommunerne har modtaget alle oplysninger i byggesagen, så det dermed er den reelle sagsbehandlingstid i kommunerne, der måles på.
I 2022 kostede en ventetid på et halvt år på en byggetilladelse til et almindeligt parcelhus op mod 250.000 kr. på grund af stigende priser på materialer og højere udgifter til arbejdsløn. Det viser beregninger fra DI, der tager udgangspunkt i en gennemsnitspris for et enfamilieshus til fire mio. kr.
I 2022 blev der behandlet knap 33.000 byggesager på tværs af alle 98 kommuner. Det er fald på cirka 25 procent i forhold til 2021.
Paradoksalt er det, at ventetiden på en byggetilladelse alligevel er steget i flere kommuner. I Østjylland gælder det i Favrskov, Hedensted, Horsens, Randers, Aarhus og på Samsø.