Hvem kommer med det højeste bud på vandværksgrund på toppen af Rønde?
Rønde Vand A.m.b.a. har sat sin mangeårige grund højt over Rønde by i Slotsparken til salg. Provenuet ved salget skal bruges til at finansiere en del af prisen på en ny mellembeholder.
Når Rønde Vand A.m.b.a. afholder generalforsamling tirsdag 21. marts i Rønde Idrætscenter vil bestyrelsesformand Henning Sørensen fortælle de fremmødte, hvordan det går med det planlagte samarbejde med Hornslet Vandværk A.m.b.a., der har været arbejdet på i en årrække under navnet Kaløvig Vand.
På Rønde Vands hjemmeside skriver bestyrelsen i nyhedsbrevet for februar 2023, at: »især de økonomiske forhold har ændret sig siden projektets og samarbejdets tilblivelse. På den baggrund har bestyrelsen besluttet at orientere og inddrage generalforsamlingen.«
»Jeg vil fortælle yderligere i min beretning, men på forhånd vil jeg ikke sige så meget. Det vil være mest fair at vente til generalforsamlingen,« siger Henning Sørensen, der til daglig arbejder som projektchef i vand- og energifirma.
Vigtig budrunde
Et par dage inden generalforsamlingen er der deadline for den budrunde, som Rønde Vandværk med Nybolig Rønde som ejendomsmægler har sat i værk i forhold til den mangeårige vandværksgrund på adressen Slotsparken 28 højt over Rønde by.
Det er ikke blær, når Nybolig Rønde i salgsmaterialet skriver: »Her er der i sandhed tale om panoramaudsigt.«
Grunden er på beskedne 587 m² og ligger sydvendt på en skrånende grund. Bebyggelsesprocenten er 30 procent. Der må maksimalt bygges to etager, hvoraf den øverste etage er en udnyttet tagetage med symmetrisk sadeltag samt evt. delvist fritlagt kælder. Den maksimale bygningshøjde er 8.5 meter. Det står alt sammen at læse i Kommuneplanen.
På grunden ligger i dag vandværket, hvor køber må påregne udgifter til at fjerne den eksisterende sokkel. Vandværket skal endvidere have tilladelse til, at leje 8 m² af grunden i det nederste hjørne, hvor der opføres et lille skur til en pumpe. Grunden kan først overtages 1. april 2025.
Interesserede kan afgive bud frem til 19. marts, og der startes ved to mio. kroner.
Filip Brinch Buckhøj fra Nybolig forventer minimum 5-6 bud inden deadline.
»Det er jo en meget attraktiv grund med en fantastisk beliggenhed og udsigt,« siger Filip Brinch Buckhøj.
Håber på nær 2.5 mio. kroner
Bestyrelsesformand Flemming Sørensen siger til Adresseavisen, at salget er udtryk for rettidig omhu.
»Lige nu har Rønde Vandværk en såkaldt betonbeholder på grunden med en begrænset levetid. Det kan blive et problem i forhold til forurening om ikke så længe, hvis vi ikke handler nu. Derfor er vi i gang med at modernisere vores vandforsyning, og det kommer bl.a. til at ske ved, at vi investerer i en ny mellembeholder ved Rønde Højskole,« forklarer han.
»Når vi er i mål med dette, udskiftes betonbeholderen til fordel for en trykforøgerstation på Slotsparken 28. Anlæg til trykforøgning bruges, hvor vandtrykket ikke er tilstrækkeligt. Det fylder ikke meget, men det er forklaringen på, at en kommende køber af grunden skal acceptere, at vi fortsat skal bruge 8 m² på grunden. Der bliver tinglyst en servitut på ejendommen, som en kommende køber skal acceptere.«
Flemming Sørensen minder om, at det giver udfordringer i en by som Rønde med en højdeforskel på 90 meter at sikre vand til alle husstande.
»Derfor kræver det, at vi som bestyrelse tænker os godt om og laver nogle fremtidssikrede løsninger.«
Han håber, at salget af grunden på Slotsparken 28 kan indbringe en indtægt på nær de 2.5 mio. kroner.
»En investering i en mellembeholder koster tæt på de 7 mio. kroner. Så en fornuftig salgspris på Slotsparken er uhyre vigtig for Rønde Vandværk.«
Han forsikrer, at bestyrelsen vil vælge den køber, der leverer det højeste bud.
»Der har været noget polemik om grundsalget, også om der vil være folk fra bestyrelsen, som kunne finde på at byde på grunden. Det bliver ikke tilfældet, tør jeg godt afsløre, og ja, vi vælger det højeste bud, hvis køber accepterer, at der bliver tinglyst den nævnte servitut på ejendommen. Hvis ikke, er det uaktuelt. Rønde Vandværk er sat i verden for at sikre vores medlemmer den bedste økonomi, og den forpligtelse kan jeg love, at vi lever op til,« fastslår Flemming Sørensen.