Top Cuts: Et par unge gutter klar at klippe hankøn af alle slags
De mangeårige kammerater Martin Hansen og Patrich Trolle Andersen åbner 3. april frisørforretningen Top Cuts på Bredgade i Kolind i de lokaler, der tidligere husede Frisør Jan.
Barndomskammeraterne Martin Hansen, 20, og Patrich Trolle Andersen, 18, folder drømmenes faner ud på Bredgade 4b i Kolind i øjeblikket, og deres drømmescenarie skal for alvor stå sin prøve, når de mandag 3. april åbner frisørforretningen Top Cuts.
Lige nu bruger de krudtet på at indrette de lokaler, hvor Frisør Jan hidtil har regeret. De ejes ligesom resten af nabolokalerne af Familien Mogensen i forening, og netop Familien Mogensen får masser af roser for deres hjælpsomhed, opbakning og tro på, at de unge herrers drømme om en frisørforretning ikke er et skud i tågen.
Martin Hansen, 20, er fra Rønde, Patrich Trolle Andersen, 18, er fra Hornslet.
»Vi har kendt hinanden i mange år fra skolen og lavet en masse sjove, dumme og skøre ting sammen,« griner Martin Hansen.
Det er ham, der ejer Top Cuts og ansætter kammeraten, som bliver ham, der skal svinge saksen og remedierne, når der kommer en kunde som skal have hårmæssig opdatering.
»Patrich skal stå for butikken, mens jeg fortsat skal arbejde ved siden af som entreprenør,« forklarer Martin Hansen, der allerede i 3. klasse havde så meget ild i rumpetten, at stillesiddende skoledage ikke lige var ham.
»Heldigvis var skolen god til at sende mig ud i praktik hos forskellige virksomheder, og her lærte jeg en masse, som jeg kan bruge i dag, når mindre firmaer f.eks. køber mig til at udføre en belægningsopgave eller andet, der har med håndværk at gøre.«
Vi brænder for at sætte noget i gang, og jeg er sikker på, at Patrich kan levere det, folk gerne vil have på en ny, sjov og seriøs måde
Selvlært
Patrich Trolle Andersen er netop droppet ud af sit EUX studie hos Viden Djurs Rønde, fordi han meget hellere vil klippe smarte og fancy frisurer.
»Jeg har siden i sommers klippet mine kammerater, og jeg har også været en måneds tid hos en frisør i Hornslet for lige at prøve hverdagen i en forretning,« siger Patrich Trolle Andersen, der er uden svendebrev, men ikke uden tro på, at han kan.
Kammeraterne har været vilde med hans håndelag, og han er ikke det mindste bange for at gå i gang med at have en struktureret hverdag i en forretning, som holder åbent seks dage om ugen. De seks hverdage fra 11 til 18 og om lørdagen fra 11 til 15.
»Jeg ved fra mine venner, at de er trætte af at skulle til Aarhus for at få en klipning, som er fancy og moderne, og som unge gerne vil have det. Derfor ved vi, at der er et marked på Djursland blandt unge,« siger Patrich Trolle Andersen.
Duoen erkender, at der skal kunder i butikken fra første åbningsdag, og de har optimismen i behold.
»Vi brænder for at sætte noget i gang, og jeg er sikker på, at Patrich kan levere det, folk gerne vil have på en ny, sjov og seriøs måde, så det at komme hos os, bliver en oplevelse, hvor der også vanker kaffe eller sodavand,« lover Martin Hansen.
Herreklip og skæg
Top Cuts klipper kun hankøn men både knægte, unge og seniorer.
»Herreklip i forskellige formater lige fra den almindelige klipning til noget mere unikt og fancy, og så ordner vi også skæg,« siger Patrich Trolle Andersen.
Han har allerede vist, at han kan gå til vaflerne og bruge snitterne.
En enkelt dag, mens han endnu prøvede faget af på kammeraterne, nåede han op på 30 på en dag.
»Vi er startet uden kassekredit og har indtil videre finansieret inventar og maling af forretningen for egne midler. Jeg vil hellere komme i banken om tre måneder og fortælle, at vi kan noget ved at vise de tørre tal fremfor at skulle sidde allerede nu og overbevise min bankrådgiver om, at vi altså godt kan,« siger Martin Hansen.
Lyder det for godt til at være sandt?
Slet ikke. Engang imellem skal voksne glemme snusfornuften og lade unge selv lære at tage ved lære. Tro på, at deres entusiasme og lyst til at kaste sig ud i det kan bære.
Nok lander Patrich og Martin ikke på månen, men gør de det i stedet på en stjerne, er det vel også mere end godt gået.