Britt Bager: Venstre har lavet et kæmpe scoop

Med Jens Kloppenborg-Skrumsager får Venstre på Djursland en virkelig dygtig og kompetent politiker med et omfattende netværk på Christiansborg, siger hans forgænger som V-kandidat i Djurskredsen

Artiklens øverste billede
Britt Bager tøver ikke med at kalde sin afløser som folketingskandidat for Venstre i Djurskredsen for et scoop for partiet. Arkivfoto

»Hold da op, godt gået af Venstre på Djursland. Det er en sindssyg dygtig mand.«

Nogenlunde så lød Britt Bagers reaktion på, at hendes afløser som Venstres folketingskandidat i Djurskredsen bliver Jens Kloppenborg-Skrumsager.

De to kender hinanden fra Christiansborg, og netop Jens Kloppenborg-Skrumsagers erfaring fra mange år i forskellige funktioner på Borgen - ministerrådgiver, leder af Venstres partisekretariat m.m. - gør ham i Britt Bagers optik til et scoop.

Hold da op, godt gået af Venstre på Djursland. Det er en sindssyg dygtig mand

Britt Bager

»Det glæder mig meget på Venstres vegne, ikke bare på Djursland men i hele Østjylland,« siger Britt Bager, der skred fra Venstre for en lille måned siden for i stedet at blive medlem hos Det Konservative Folkeparti.

Uden kreds

Selv har Britt Bager, der stammer fra Voldby ved Grenaa, ikke fundet en ny kreds.

»Jeg har heller ikke gjort det helt store for det i og med, at jeg fortsat ikke arbejder hundrede procent endnu, fordi min dreng på syv måneder selvfølgelig fortsat kræver meget af mig, men jeg har fået mange henvendelser,« siger hun.

Hvor de er kommet fra, vil hun ikke afsløre - heller ikke, om der er kommet en føler fra de Konservative vælgerforeninger på Djursland.

Byrådsmedlem i Syddjurs, Tommy Bøgehøj, har tidligere talt varmt for at få Britt Bager som konservativ folketingskandidat på Djursland.

»Okay, det har jeg ikke set, men spændende. Det er ja da glad for.«

Hun håber på at finde en kreds i enten Østjylland eller i Københavns området. Det er der indlysende årsager til.

»Jeg har boet 32 år af mit liv i Østjylland og lidt mere end ti i København, så det er her jeg har mit netværk, og det vil derfor være naturligt og bedst, hvis jeg kan finde en opstillingskreds i et af de to områder.«

Britt Bager går ikke i panik, hvis der er ikke er kommet en afklaring inden sommerferien.

»Selvfølgelig vil jeg gerne have det på plads, men lige nu fylder familien altså mest..«

Arbejdet med at finde en opstillingskreds foregår i et tæt samarbejde med Det Konservative Folkepartis partisekretær.





Annoncørbetalt indhold

Del artiklen