Borgerdrevne forslag: Yderligere ilt til lokaldemokratiet eller en harmløs narresut?

To forhenværende borgmestre enige om, at Syddjurs borgere i forvejen har nemt ved at få et forslag på Byrådets dagsorden. Hvorfor så bruge administrative ressourcer på at gøre det formelt, spurgte Venstres Claus Wistoft og SFs Kirstine Bille nærmest med en mund på det seneste byrådsmøde

Artiklens øverste billede
Kirstine Bille (SF) mener, at det er at stikke borgerne blå i øjnene og bilde dem ind, at lokaldemokratiet får et boost med borgerdrevne forslag. Arkivfoto

Ringsted Kommune er en blandt flere kommuner, hvor borgerne kan stille forslag, som de gerne vil have, at Byrådet drøfter.

Hvis forslag i løbet af tre måneder får opbakning af 200 andre borgere, vil forslaget blive taget op i Byrådet. Alle forslag som lever op til betingelserne bliver vist på Ringsted Kommunes hjemmeside, og her kan alle kommunens borgere også stemme på forslagene.

Det er et harmløst forslag, der stikker folk blår i øjnene

Kirstine Bille (SF)

Noget, der ligner men tilpasset en lokal Syddjurs virkelighed, er der politisk flertal for at indføre i Syddjurs.

Det blev udfaldet på det seneste byrådsmøde, hvor et forslag stillet af løsgænger Michael Mikkelsen, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten i forening om, at Syddjurs borgere skal kunne få et forslag på byrådets dagsorden selvfølgelig blev støttet af forslagsstillerne plus Venstre ’rebellerne’ Else Marie Høgh og Riber Hog Anthonsen, i alt 16 mandater.

Venstres øvrige seks medlemmer stemte imod, hvor gruppeformand Claus Wistoft (V) slog meget på, at i Venstre anvender formanden ikke stokkemetoder.

Imod stemte også løsgænger Laila Sortland, mens SF’s tre medlemmer hverken stemte for eller imod. Helle Røge SF deltog ikke i mødet.

Harmløst forslag

De to forhenværende borgmestre Claus Wistoft (V) og det repræsentative demokratis varmeste fortaler, Kirstine Bille (SF), var begge enige om, at borgerne i forvejen har nemt ved at få et forslag på Byrådets dagsorden, hvis de kan overbevise en byrådspolitiker om det.

»Det her er et sympatisk forslag på mange måder, og det er også vigtigt at inddrage mange i vores demokrati. Men det er igen et forslag, der vil trække på mange administrative ressourcer, og jeg tror i øvrigt aldrig, det kommer i brug,« lød det således fra Claus Wistoft.

Syltekrukke? Kun, hvis vi politikere ikke tager det alvorligt

Mette Foged (Alternativet)

»Jo mere vi formaliserer borgerinddragelse, jo mindre bliver det politikernes borgerinddragelse og mere forvaltningens,« supplerede Kirstine Bille, der opfordrede til, at man hellere bruger energi på at fortælle borgerne, der ikke ved det, hvor nemt det i realiteten er at få et forslag på Byrådets dagsorden allerede på de nuværende betingelser.

»Det er et harmløst forslag, der stikker folk blår i øjnene. Der findes meget simplere måder at inddrage borgerne på,« fortsatte den tidligere SF-borgmester.

Jo flere metoder ...

»Jeg har den direkte modsatte holdning i forhold til Kirstine Bille. Jeg tror, det her forslag kan være med til at øge demokratiet. Det vil selvfølgelig ikke være alle forslag, der kommer med, men vi vil få nogle gode debatter ud af det,« forudså Tommy Bøgehøj (C).

Alternativet havde et lignende forslag på sit valgprogram i 2017, så partiets byrådsmedlem Mette Foged var af gode grunde fyr og flamme:

»Jo flere metoder vi indfører jo bedre. Alternativet har snakket om det i flere år. Syltekrukke? Kun, hvis vi politikere ikke tager det alvorligt.«

Mette Foged efterlyste desuden en generel debat i byrådet om borgerinvolvering snarest.

Michael Stegger Jensen (S) mindede om, at Syddjurs har et synligt demokratisk problem, når 25 procent af vælgerne ikke stemte ved kommunalvalget i 2017.

»Socialdemokratiet er stemt for, at borgerne skal være i centrum. Forslaget er et fremragende supplement til det, vi har i forvejen,« lød det fra den socialdemokratiske gruppeformand.

Samme tone slog Else Marie Høgh an, som repræsentant for ’Venstre-rebellerne’:

»Jeg synes, det her kan køre sideløbende med vores nuværende måder at høre borgerne på. Forslaget er ikke skadeligt, jeg ser det som en ny mulighed til at brede demokratiet længere ud.«

Forslag fra 17.4 Udvalget

I 2017 barslede et såkaldt §17.4 udvalg nedsat af det daværende Byråd på opfordring fra Socialdemokratiet med forslag til nye måder at engagere borgerne i det lokale demokrati.

Et af forslagene fra udvalget var netop borgerdrevne forslag.

Christian Haubuf (S) var formand for 17.4 udvalget, og det havde han ikke glemt.

Henvendt til Venstre og SF, sagde Haubuf:

»Det ene udelukker det andet. Det her forstærker det nuværende. Jeg ved, at man i Aarhus Kommune arbejder med, at borgerne kan stille forslag. Her stemte V og SF for, såvidt jeg er orienteret. Så tal borgerinddragelse op i stedet for det modsatte.«

Venstres Jørgen Ivar Mikkelsen var også med i 17.4 udvalget, men han er til gengæld lodret uenig med Haubuf:

»Jeg synes ikke, det er en god ide. Forslaget er harmløst, og det vil ikke komme i brug. Der er til gengæld mange andre spændende forslag i rapporten, som vi snart bør tage op.«

En tur i ØK

Forslaget får nu en tur i Økonomiudvalget efter, at kommunens embedsmænd har haft fat i det og kvalificeret det, som det hedder. Det vil sige embedsmændene får lavet en plan og udarbejdet et sæt retningslinjer til, hvordan borgere kan stille forslag - og regnet på konsekvenserne for Syddjurs økonomien.

Herefter lander det igen på Byrådets bord.

I Økonomiudvalget sidder Tommy Bøgehøj (C), Jan Kjær Madsen (B), Michael Stegger Jensen (S) og borgmester Ole Bollesen (S), som alle støtter forslaget.

Der sidder også Venstre folkene, Claus Wistoft og Christoffer Pedersen, samt SFs Kirstine Bille, som alle synes at forslaget er spild af tid at beskæftige sig med, hvis det handler om at brede lokaldemokratiet ud.

Der er således lagt op til en større holmgang i Økonomiudvalget.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen