Nekrolog: Farvel til markant SF'er fra baglandet

Artiklens øverste billede
Jens Olsen. Foto: Privat

Lokalavisen har modtaget mindeord om Jens Olsen, Femmøller, aktiv i SF Syddjurs i en lang årrække. Jens Olsen døde forleden, og partiets ankermand, Eigil Holm Nielsen, skriver på vegne af SF Syddjurs:

»Jens var en personlighed, der altid sagde tingene ligeud - nogle blev fornærmede, men man vidste altid, hvad Jens mente.

Han havde et nært forhold til fagbevægelsen. Han var aktiv i Metal Østjylland og i mange år var han med i bestyrelsen for LO Djursland og efter sammenlægningen af LO og FTF gik Jens ind i den nye bestyrelse FH Djursland.

Jens var ankermand for fagbevægelsens arrangementer på Djursland og 1. Maj i Grenaa og Gl. Estrup Markedet kom ikke op og stå uden Jens og hans organisationsevne og ihærdighed.

Hans faglige engagement og skarpe holdninger førte også naturligt til et årelangt medlemskab af SF i Syddjurs. Her var han medlem af bestyrelsen, men tidligere beklædte han formandsposten og han havde en afgørende rolle, da Kirstine Bille blev valgt som borgmester i Syddjurs..

Jens var aktiv i Fagklubben i SF Østjylland, som var en vigtig base for ham.

I de seneste år var Jens plaget af sygdom, epilepsi. Det var ikke noget der forhindrede ham i at udføre alle sine aktiviteter og berørte heller ikke hans gode humør. Da han mistede sit arbejde og kom i kontakt med Jobcentret i Syddjurs, fik han nogle oplevelser af unødvendig kontrol og mistillid til de mennesker, der havde brug for hjælp fra kommunen – det oprørte ham og blev påtalt.

Jens havde mange venner både i fagbevægelsen, SF og privat og han vil blive savnet fremover, men minderne med Jens vil altid være til stede.

Jens efterlader sig en far, broder og 2 søstre.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen