I aften: Venstre klar til tredje tur i den virtuelle manege

Venstre har haft mange deltagere til sine to første virtuelle borgermøder. Torsdag 20. marts gælder det kapitel tre, hvor temaet er sundhed og ældre

Artiklens øverste billede
Marianne Kirkegaard skal i vælten på Venstres kommende virtuelle borgermøde. Arkivfoto

Vælgerne kan sætte X ved Venstres Marianne Kirkegaard til både Kommunal- og Regionsvalget 16. november 2021. Det samme var tilfældet i 2017.

Netop Marianne Kirkegaard kommer i vælten på Venstres tredje virtuelle borgermøde ud af i alt fire. Det foregår torsdag 20. maj med start klokken 19 og forventet afslutning klokken 20.30.

Sundhed og ældre er temaet denne gang, og det er her Marianne Kirkegaard har sine spidskompetencer. Den nuværende næstformand i Udvalget for sundhed, ældre og social, har været byrådsmedlem i 12 år.

Marianne Kirkegaard er uddannet sygeplejerske og har et stort kendskab til social- og sundhedsområdet fra 8 år som hjemmesygeplejerske og teamleder i Ebeltoft, 5 år som forvaltningsleder for ældre, sundhed, handicap og psykiatriområdet i Kolind og 8 år som leder af Sundhedshuset i Ebeltoft og i Hornslet.

For nuværende underviser hun på SOSU Østjylland.

Fast skabelon

Venstres to første virtuelle borgermøder har været velbesøgte. De bliver afviklet efter en fast skabelon med borgmesterkandidat Claus Wistoft som ordstyrer.

Marianne Kirkegaard starter torsdagens møde med at interviewe 1-2 gæster, der til dagligt er beskæftiget inden for sundhed- og ældreområdet.

Herefter er ordet frit.

Det er både muligt for de deltagende borgere at stille spørgsmål i ’kommentarsporet’ og bede om at ’komme direkte på’, som vi har lært Teams at kende i denne corona-tid.

»Vi vil gerne have borgernes input til, hvordan vi sikrer den gode behandling og pleje i Syddjurs, hvad vi kan gøre for at forebygge ensomhed og styrke fællesskaber blandt ældre i kommunen, om der er behov for nye former for ældreboliger, om der er behov for flere tilbud, der fremmer det sunde liv og hvordan vi styrker borgerinddragelsen i sager, der vedrører ældre,« siger Venstres lokalformand Søren Høg, der også er kandidat til det forestående kommunalvalg.

Netop ældreområdet fylder meget i Syddjurs økonomien, og det bliver ikke mindre i årene, der følger i takt med, at antallet er ældre vokser.

’Mere værdig ældrepleje’

Et højaktuelt tema, som der er basis for at endevende på det virtuelle borgermøde, er projektet ’Mere værdig ældrepleje’. Syddjurs Kommune har af Sundhedsstyrelsen fået 11 mio. kr. til at udvikle kommunens ældrepleje.

Vi vil gerne have borgernes input til, hvordan vi sikrer den gode behandling og pleje i Syddjurs, hvad vi kan gøre for at forebygge ensomhed og styrke fællesskaber blandt ældre i kommunen, om der er behov for nye former for ældreboliger, om der er behov for flere tilbud, der fremmer det sunde liv og hvordan vi styrker borgerinddragelsen i sager, der vedrører ældre

Søren Høg, lokalformand hos Venstre i Syddjurs

Et stort beløb som giver mulighed for i projektets 1-årige løbetid at arbejde gennemgribende i hele hjemmeplejeorganisationen med at afprøve en fundamental helt ny måde at drive ældrepleje på.

»Målet med ’Mere værdig ældrepleje’ er at udvikle en ældrepleje, hvor den enkelte borger med behov for hjælp føler sig set og oplever at blive mødt med nærvær og omsorg, som han eller hun har brug for. Det skal i langt højere grad være borgerens aktuelle behov og samarbejdet mellem borgeren og hjælperen, der kommer i hjemmet, som bestemmer, fremfor fortrykte kørelister med dagens opgaver. Det betyder højere selvbestemmelse til borgererne, der modtager hjælp, og det betyder at hjælperne i højere grad styrer selv - i selvstyrende teams,« har Marianne Kirkegaard tidligere i 2021 sat som overligger for projektet i et læserindlæg.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen