Byggesager: Norddjurs Kommune entrerer med lokale Arkikon for at kunne fastholde tempoet

Der er fuldt blus på i byggebranchen, og det mærker man hos Norddjurs Kommune, hvor bunken med ansøgninger om byggetilladelser har et volumen som sjældent set

Artiklens øverste billede
Jens Meilvang (LA), formand for Miljø- og teknikudvalget, har store forventninger til, at aftalen med private Arkikon vil gøre bunken med ansøgninger om byggetilladelser noget mindre. Foto: Lars Norman Thomsen

I 2020 ansatte Norddjurs Kommune yderligere to friske byggesagsbehandlere for at komme til bunds i bunken med ansøgninger om byggetilladelser.

De to nye medarbejdere gav et tiltrængt boost, men efterspørgslen efter byggetilladelser er fortsat markant stor, når det gælder alt fra erhvervsbyggeri, nye sommer- og parcelhuse til tilbygninger, fortæller Jens Meilvang (LA), formand for Miljø- og teknikudvalget.

»Det er selvfølgelig vildt positivt for Norddjurs Kommune, at der er gang i den både med grundsalg og byggerier, og derfor tvinger det os også til at steppe yderligere op, så vi kan følge med efterspørgslen efter byggetilladelser,« siger Jens Meilvang.

»Vi skal gøre alt for, at vores sagsbehandlingstider kan holdes på et niveau, som vi kan forsvare overfor borgere og virksomheder, også selv om der ikke lige nu er tegn på, at efterspørgslen vil falde.«

Arkikon ind over

Politisk har Norddjurs Kommunalbestyrelse valgt at tilføre området en ekstraordinær bevilling på 600.000 kroner.

»I første omgang 300.000 kroner, men der er politisk opbakning til at udløse de sidste 300.000 kroner, når de første 300.000 kroner er brugt,« forsikrer Jens Meilvang.

For at kunne komme i gang fluks er det aftalt med en privat virksomhed, det lokale arkitektfirma Arkikon, der har base på Fornæs Fyr og ligeledes et kontor i Randers, om at bistå kommunens medarbejdere med at barbere bunken med byggesager ned.

»Aftalen med Arkikon gælder fra 1. juni, og de kommer til at ekspedere de byggesager, der er fuldt oplyste, når vi har modtaget dem. Jeg synes, det er en rigtig fin løsning, som kan gå i gang med det samme,« noterer udvalgsformanden.

»Heldigvis er flere og flere af de simple byggesager fuldt ud oplyste, når vi modtager dem, og jeg kan kun opfordre alle til, at de sørger for, at vi fortsætter ad den vej, fordi det gør, at de får en hurtigere tilbagemelding.«

Jens Meilvang er sikker på, at der politisk vil være opbakning til at afsætte yderligere midler til at toptune byggesagsbehandlingen, hvis det viser sig nødvendigt.

Aftalen med Arkion gælder fra 1. juni, og de kommer til at ekspedere de byggesager, der er fuldt oplyste, når vi har modtaget dem.

Jens Meilvang

Udvalgsformanden bemærker, at man i byggesagsafdelingen på Rådhuset i Allingåbro har en HK’er ansat i ’slusen’. Medarbejderens primære opgave er at tage imod forespørgsler og besvare spørgsmål fra borgere og virksomheder, der ikke nødvendigvis kræver en viderestilling til en byggesagsbehandler.

»På denne måde forsøger vi at optimere arbejdsdagen, så vores byggesagsbehandlere kan bruge hovedparten af deres arbejdstid på at få færdigbehandlet byggesager og ikke hele tiden afbrydes af en telefon,« siger Jens Meilvang.

Lovliggørelse af byggeri

Er der ikke godkendte bygninger eller andre forehold på en borgers ejendom som er i strid med lovgivningen, har kommunen pligt til at lovliggøre disse.

En lovliggørelsessag er det samme som en byggesag og følger den sagsgang, der er for almindelige byggesager. Forskellen på den helt almindelige byggesag og lovliggørelsessagen er, at byggeriet der skal godkendes allerede er opført.

»Skat bruger jo en del kræfter på at tjekke vores boligmasse på luftfotos, der sammenlignes med BBR-registret. Siden ender sagerne til kontrol i kommunens byggesagsafdeling,« forklarer Jens Meilvang.

Bygnings- og Boligregistret (BBR) indeholder oplysninger om Danmarks grunde, bygninger, tekniske anlæg og private boliger. Som ejer har man ansvar for at følge op på, om BBR-oplysningerne for din ejendom er korrekte.

»Lovliggørelsessager tæller med i statistikken, men de er altså helt bevidst fortsat nedprioriteret hos os, fordi vi vægter at få ekspederet nye byggesager hurtigst muligt.« siger Jens Meilvang.

Læs også

Del artiklen