Kommuneloyalitet: Syddjurs under gennemsnittet - Norddjurs flot over

I den nyeste udgave af Kommunerapporten, der udarbejdes af Exometric for Kuben Management, fremgår det, at 40 procent af de nuværende Syddjurs borgere kun vil bo i Syddjurs, mens 20 procent går med flytteplaner ud af kommunen

Artiklens øverste billede
Kommunerapporten kan downloades her: https://exometric.com/kommunerapport/

Ind- og udflytninger blandt kommuner er en naturlig del af udviklingen mellem landets kommuner. Alle kommuner mister borgere til andre kommuner, men nogle kommuner har dog mere loyale borgere end andre.

Det viser en ny Kommunerapport, der hvert år udarbejdes af Exometric for Kuben Management, der er en kortlægning af danskernes boligbehov, befolkningsudvikling og flyttemønstre.

Her kigges der blandt andet på, hvor gode kommunerne er til at holde på borgerne – altså deres loyalitet i forhold til kommunen. Borgernes loyalitet vises gennem NettoFastholdsesScoren (NFS), der er en beregning, hvor super-loyale borgere fratrækkes andelen af borgere, der kun har planer om at flytte væk fra kommunen.

Norddjurs ligger flot

I den nyeste udgave af Kommunerapporten 2020 ligger Syddjurs Kommune i den dårlige ende med en NFS på +20 procent, hvor 40 procent kun vil bo i Syddjurs mod 20 procent med flytteplaner ud af kommunen.

Norddjurs Kommune ligger bedre placeret med en NFS score på +29 procent. 50 procent er superloyale og vil kun bo i Norddjurs, men 22 procent kigger sig om efter noget andet i en anden kommune.

Gennemsnittet på landsplan var en score på +21 i 2018-2019. Så Norddjurs ligger flot over gennemsnittet og har forbedret sin score med 8 siden den seneste Kommunerapport.

Modsat ligger Syddjurs under gennemsnittet, og i forhold til den seneste Kommunerapport en ’nedtur’ på 9 i NFS-score.

Der er meget store forskelle i NFS. Fra den højeste i 2018-2019 på på +66 på Læsø til den laveste på -49 i Samsø Kommune.

Det er ikke, fordi ø-kommunerne adskiller sig fra de øvrige kommuner. Sønderborg Kommune ligger således på +58 og Brøndby Kommune på -27.

Fire kriterier

I Kommunerapporten arbejdes der ud fra følgende fire kriterier:

  • SUPER-LOYAL: Overvejer kun bopælskommune
  • SEMI-LOYAL: Foretrækker bopælskommune, men overvejer andre
  • SEMI-TRUSSEL: Foretrækker anden kommune,men overvejer bopælskommune
  • TRUSSEL: Overvejer kun andre kommuner

NFS scoren findes ved at trække antallet af super-loyale fra antallet i kategorien ’Trussel’.

Mange grunde

Der er mange grunde til de enkelte kommuners NFS-score. Nogle kommuner vil have en naturlig lav NFS, fordi mange borgere ønsker at flytte til en studieby, mens andre har mange ældre, der ønsker at blive i nærheden af familie og venner og derfor ikke vil søge væk. Samtidig er der geografiske forskelle, der kan spille ind. I det storkøbenhavnske område ligger kommunerne tæt, mens det er anderledes for dele af Jylland og flere af ø-kommunerne, anføres det i rapporten.

»I mange kommuner er den primære årsag til at flytte til en anden kommune, at man vil tættere på familie og venner/arbejde/studie. Disse forhold kan det være svært at gøre noget ved, men der ses også kommuner, hvor årsagerne er af en karakter, der kan arbejdes med. Eksempler er utilfredshed med kommunen, for høje skatter/boligpriser og for højt støjniveau,« står der at læse i Kommunerapporten 2020.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen