Omfartsveje kan sætte landsbyer under pres

En omfartsvej uden om Trustrup giver trafikal mening, men det kræver, at lokalpolitikerne ikke glemmer landsbysamfundene, mener handelsdrivende.

Artiklens øverste billede
Bestyrer af OK Plus i Trustrup Brian Sørensen har en vis bekymring for, hvad en omfartsvej vil gøre ved antallet af pendlere, der også ligger vejen forbi servicestationen. Foto: Simon Carlson

Den nærmest udelte politiske begejstring over den nye infrastrukturplans vejprojekter på Djursland, er ikke just den, man finder i Trustrup, hvor en fire kilometer lang omfartsvej øst om byen nu er planlagt.

På Trustrups hovedfærdselsåre Århusvej driver Lone Schmidt købmandsforretningen ’Min Købmand’.

Som jeg ser det kan det både være godt og skidt for os. Nu er det først fra 2029, omfartsvejen kommer men hvis kommunen ikke vågner lidt op i mellemtiden, så kan det gå hen og blive skidt.

Lone Schmidt, købmand, 'Min Købmand'

Selv om langt størstedelen af af hendes kunder er byens og områdets borgere, kan Lone Schmidt ane en fremtid, hvor ”strøgkunderne” - typisk pendlere - ikke længere lægger vejen forbi hendes butik.

Det er imidlertid andre faremomenter, som rækker ud over hendes egen forretning, købmanden bekymrer sig mest om.

»Som jeg ser det kan en omfartsvej være både være godt og skidt for os. Nu er det først fra 2029, omfartsvejen kommer men hvis kommunen ikke vågner lidt op i mellemtiden, så kan det gå hen og blive skidt,« siger Lone Schmidt.

Manglende udvikling

Hun mener således, at Trustrup og omegn længe er blevet negligeret i forhold til at udvikle byen. Konkret peger hun på, at der stadig ikke er halvtimes drift på letbanen, mens også flere byggegrunde stadig bare er grunde uden boliger på.

For Lone Schmidt i Min Købmand er det mere byens generelle udvikling, end det er hendes egne kunder, hun er bekymret for ved anlægningen af en omfartsvej. Foto: Simon Carlson

Hun har selv for nylig udbygget købmandsforretningen for at imødekomme fremtidens behov, men en omfartsvej, der trækker al trafik uden om Trustrup, kan ende med at være en alvorlig trussel.

»For mit eget vedkommende giver jeg det kun 10 år mere i butikken. Så er jeg ved at have nået pensionsalderen, men hvis vi så skal ud og finde nogle yngre kræfter til at tage over, uden der er sket noget udvikling her, men der i mellemtiden er kommet en omfartsvej, så kan man lige så godt lukke det hele ned. Det er ikke for, at det skal være synd for os, men det er synd for byen og hele området,« konstaterer Lone Schmidt.

Pas på landsbyer

Hun anerkender imidlertid, at der er fornuft i at lede trafik uden om byen, så blandt andet tung trafik lettere kan komme til Grenaa Havn.

Det må bare ikke skygge for det liv, der leves i landsbyerne.

»Jeg ved godt, at vi har en stor havn med en del arbejdspladser, og vi skal da sørge for, at folk kan komme dertil, men det er jo altså ikke kun der kommunens arbejdspladser ligger. Vi har mange arbejdspladser i vores område, og det kommer altså til at gå ud over dem, hvis man bare afvikler. Der ligger også flere små forretninger, som OK Plus og købmanden i Balle, og man bliver altså også nødt til også at passe på de små bysamfund,« fastslår Lone Schmidt.

Skal være attraktive

Lidt længere henne ad Århusvej har Brian Sørensen som forpagter af servicestationen OK Plus løbende fulgt med i, hvordan forhandlingerne i Folketinget om landets infrastruktur er skredet frem.

Brian Sørensen vurderer, at cirka 50 procent af forretningens omsætning kommer fra byens og nærområdets borgere, mens den resterende halvdel kommer fra pendlere, som tanker bilen, tanker kaffen eller får stillet den lille sult.

Tidligere har en længere omfartsvej været på tegnebrættet, og det har givet anledning til bekymring for, om det stadig vil være muligt at tiltrækker pendlerne.

Med den nu vedtagne fire kilometer lange vej uden om Trustrup er han dog mere fortrøstningsfuld, selv om det kommer til at kræve lidt mere arbejde at hive kunderne ind i forretningen.

»Den korte omfartsvej, som politikerne godkendte i går, vurderer jeg ikke umiddelbart vil være nogen trussel for os. Det bliver selvfølgelig en udfordring, men jeg tænker, at vi bare må gøre os selv endnu mere attraktive i forhold til pendlere, så de måske ikke hver dag, men så engang imellem vælger at tage den gamle vej for at svinge forbi OK Plus Trustrup,« siger Brian Sørensen.

De to nye omfartsveje på Djursland løber op i omkring 320 millioner kroner.

I den nye infrastrukturplan er der også planlagt en fire kilometer lang omfartsvej rundt om nabobyen Tirstrup.

Lokalavisen har været i kontakt med Dagli’Brugsen for at høre, hvilke konsekvenser man vurderer omfartsvejen kan få for forretningen. Her har man dog ikke ønsket at kommentere på sagen.

Læs også

Del artiklen