Udgifter til ældre: Syddjurs skraber bunden i Region Midtjylland

FOA har undersøgt kommunernes gennemsnitlige forbrug pr. ældre over 67 år. Undersøgelsen afslører en meget stor forskel i størrelsen på de enkelte kommuners ældreudgifter.

Artiklens øverste billede
Kilde: FOA

I Midtjylland er det 6 ud af 10 kommuner, der har sparet på de ældre i perioden 2018 - 2021. Det viser en landsdækkende undersøgelse som FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund, har lavet.



Syddjurs Kommune har brugt 3.058 kroner mindre om året pr. ældre mellem 2018 og 2021. Omvendt har Norddjurs Kommune i samme periode brugt 4.820 kroner mere på ældre over 67 år.

Hos FOA undrer man sig over, at to ud af tre kommuner har brugt færre penge på ældre i den nævnte periode, fordi den socialdemokratiske regering ellers har afsat mindst 1 milliard kroner mere om året til, at kommunerne kan følge med på demografien.

Samlet stiger udgiften pr. borger over 67 år i 61 kommuner og falder i 37 kommuner. I gennemsnit stiger udgifterne 1,7 procent, svarende til ca. 750 kroner. I 13 kommuner stiger udgifterne mellem 10 og 20 procent. I 12 kommuner falder udgifterne mellem ca. 5 og 10 procent.

»Problemerne på ældreområdet handler ikke kun om flere penge, men det handler også om flere penge. Vi skal frigøre de ansatte til at bruge deres faglighed, og vi skal lytte mere til borgerne og deres pårørende, når vi skruer hjælpen sammen. Og det arbejder man på mange steder. Men alle de gode initiativer nytter altså ikke, hvis kommunerne skærer i midlerne, selv når de får tilført flere penge,« lyder det i en kommentar fra Torben Klitmøller Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, til undersøgelsen.

Syddjurs i bund

Opgørelsen af kommunernes udgifter afslører også en meget stor forskel i størrelsen på de enkelte kommuners ældreudgifter. I Midtjylland ligger Randers i toppen med 48.964 kroner, mens Syddjurs Kommune kun har et gennemsnitligt forbrug pr. ældre over 67 år på 34.481 kroner.

»Der kan være alle mulige grunde til udgiftsforskelle fra kommune til kommune, og nogle af dem kan sikkert være gode og fornuftige, men jeg synes, at så store forskelle skriger på, at vi kigger nærmere på årsagerne, og det håber jeg, at både KL og regeringen gør en indsats for bliver gjort,« udtaler Torben Klitmøller Hollmann.

Adresseavisen Syddjurs følger op på FOA-undersøgelsen og resultatet i Syddjurs med kommentarer fra aktuelle politikere i Syddjurs Byråd

Læs også

Del artiklen