Borgmesteren på gaden i Hornslet mandag morgen

Ole Bollesens fortsætter rækken af månedlige morgenture. I Hornslet investerer Syddjurs Kommune massivt på flere fronter.

Artiklens øverste billede
Ole Bollesens månedlige gåture i forskellige byer i kommunen er generelt blevet mødt af fin opbakning. Mandag går turen fra Rådhuset klokken 7.30. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Klokken 7.30 skarp mandag morgen er borgmester Ole Bollesen atter at se i Hornslets gader for at lytte og diskutere med de lokale borgere.

Som det var tilfældet fredag, da Byrådet var forbi, kommer mandagens timelange gåtur sandsynligvis til at handle om byudvikling og byfortætning, men også om meget af det andet, der lige nu er i støbeskeen i kommunens vækstby nummer 1.

Der bliver investeret massivt af offentlige midler i Hornslet i disse år.

19 mio. kr. til ny daginstitution i Hornslet Øst, 26 mio. kr. til ny daginstitution i Hornslet Vest og små 100 mio. kroner til en ny skole ved Hornslet Hallen plus ombygning/renovering af den nuværende Hornslet Skole.

Endvidere er et nyt kulturhus - sambygget med Kom-Bi - på tegnebrættet. Syddjurs Kommune har afsat 18,5 millioner kroner til projektet.

Hornslet havde pr. 1. januar 2021 et indbyggertal på 6.031 ifølge Statistikbanken. Til sammenligning havde kommunens største by, Ebeltoft, 7 220 indbyggere.

Tredjestørst er Rønde med 3.138 indbyggere efterfulgt af Ryomgård med 2.459 indbyggere og Kolind med 1. 907 indbyggere.

Ved årsskiftet havde Syddjurs Kommune 43.168 indbyggere.

Gåturen begynder ved Rådhuset.





Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen