Ny statsrevisor: Leif Lahn Jensen overtager lukrativt ben efter nyudnævnt Uddannelses- og Forskningsminister

Den lokale folketingspolitiker og gruppeformand for Socialdemokratiet er tilbage i arbejdstøjet efter sommerferien. Omrokeringen på regeringsbænkene efter Joy Mogensens afgang betyder også en ny opgave til Leif Lahn Jensen.

Artiklens øverste billede
Leif Lahn, gruppeformand for S, udnævnt til ny statsrevisor.

Leif Lahn Jensens stjerne er ikke dalet i Socialdemokratiet, siden han overtog posten som formand for folketingsgruppen efter, at statsminister Mette Frederiksen havde nikket ja til, at den tidligere havnearbejder med bopæl i Grenaa var den rigtige til opgaven.

Tværtimod har Leif Lahn Jensen leveret og mere til - og levet op til Statsministerens forventninger. Mette Frederiksen har behov for ro på bagperronen, og det har gruppeformanden sørget for.

Jeg glæder mig til opgaven, som tegner uhyre spændende. Det ved jeg fra andre partifæller, der har været statsrevisor

Leif Lahn Jensen

Derfor kommer det heller ikke overraskende, at Leif Lahn Jensen skal overtage den ledige post som statsrevisor efter partifællen Jesper Pedersen, partiets tidligere politiske ordfører, men nu ny Uddannelses- og Forskningsminister efter Ane Halsboe-Jørgensens farvel til dette ressort og overgang til opgaven som Kultur- og Kirkeminister efter Joy Mogensen.

Udnævnelsen af Leif Lahn Jensen bekræfter, at man i Socialdemokratiets øverste top er mere end tilfredse med manden.

»Jeg glæder mig til opgaven, som tegner uhyre spændende. Det ved jeg fra andre partifæller, der har været statsrevisor,« siger Leif Lahn Jensen.

»Det betyder selvfølgelig mere arbejde, men det er jeg også parat til at levere,« lover han.

Grundlovens § 47

Statsrevisorerne er politikere, som er udpeget af Folketinget. De 6 statsrevisorer repræsenterer hvert sit parti. De er valgt for perioden 1. oktober 2018 – 1. oktober 2022.

Statsrevisorernes virksomhed som parlamentarisk kontrolorgan går tilbage til 1849, og deres opgaver fremgår af Grundlovens § 47 og Lov om statsrevisorerne, jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 7. januar 1997.

Statsrevisorerne har et tæt samarbejde med Rigsrevisionen, som udfører revisionsarbejdet. Rigsrevisionen forelægger således alle beretninger for Statsrevisorerne, som afgiver dem til Folketinget med deres bemærkninger. Bemærkningerne kan fx være kritik af eller anbefalinger til ministre og administration, som ministrene skal følge op på.

Statsrevisorerne mødes 1 gang om måneden som udgangspunkt bortset fra juli.

Lukrativt job

Stillingen som statsrevisor er normeret til en halvtidsstilling, og lønnen udgør på den pæne side af 300.000 kroner om året.

»Statsrevisorernes løn udgør halvdelen af den til enhver tid gældende løn på skalatrin 51 i lønskalaen for statstjenestemænd,« er det penslet ud i den lovgivning, der er rammen om statsrevisorernes arbejde.

Dertil kommer en særdeles lukrativ pensionsordning.

Som folketingsmedlem oppebærer Leif Lahn Jensen i forvejen et årligt vederlag på 704.069 kroner plus et omkostningstillæg på 63.053 kroner.

Så det er rimeligt at konkludere, at den forhenværende tillidsmand på Aarhus Havn nu runder en årlig bruttoløn på en million kroner.

Før forargelsen får overtaget, skal det selvfølgelig med i ligningen, at Leif Lahn Jensen ikke kommer sovende til hyren.

Sammen med Bager

I statsrevisorernes kreds møder Leif Lahn Jensen en anden politiker med lokale rødder, Britt Bager, tidligere politisk ordfører for Venstre, mens Lars Løkke Rasmussen havde tøjlerne i Statsministeriet. De to har siden storhedstiden forladt det tidligere agrarparti.

Løkke Rasmussen er i fuld gang med at få sit nye parti, Moderaterne, til at shine, mens Britt Bager i marts 2021 skiftede Venstre ud med Det Konservative Folkeparti.

Allerede i efteråret 2020 var der højlydt snak om, i et vingeskudt Venstre, at Britt Bager på barsel skulle afgive posten som statsrevisor til Troels Lund Poulsen.

Det skete imidlertid ikke, fordi det også blev fastslået, at hun er berettiget til at beholde posten til 31. september 2022 - også efter partiskiftet - som er perioden, hun er valgt for.

»Valget af en statsrevisor sker for en fast 4-årig periode, medmindre vedkommende ikke længere er valgbar,« fastslog Statsrevisorernes sekretariat i efteråret 2020.

Britt Bager lovede imidlertid sit tidligere parti at afgive posten med udgangen af september 2021, så det bliver kun en kort overgang, at hun og Leif Lahn Jensen mødes som statsrevisorer.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen