Hjemmeplejen: Nattevagterne fiser den bestemt ikke af i mørket

Der er flere forklaringer på, at Syddjurs Kommunes kørende nattevagter i hjemmeplejen jævnligt ses holdende i deres kommunebiler i kommunens byer, bemærkes det i et notat til Byrådet fra Velfærdsdirektør og Ældrechef.

Artiklens øverste billede
Udvalgsformand Jan Fischer (S) har fuldt ud tillid til, at nattevagterne i Hjemmeplejen passer deres dont, mens hovedparten af Syddjurs borgerne sover. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

En henvendelse fra en borger til næstformand i Udvalget for sundhed, ældre og social, Marianne Kirkegaard (V), om de kørende nattevagter i Hjemmeplejen har foranlediget Velfærdsdirektør Katrine Axél og Ældrechef (Chef for Sundhed og Omsorg) Ingelise Juhl til at lave et forklarende notat til hele Byrådet om, hvordan nattevagterne passer deres arbejde.

Henvendelsen drejede sig om, at borgeren havde observeret, at kommunens Hjemmepleje om natten holder parkeret diverse steder i Hornslet, og at nattevagterne tilsyneladende sad og sov i bilerne.

Redegørelsen har kun bestyrket mig i, at vores medarbejdere fortjener alt mulig kredit for deres arbejde om natten, og redegørelsen dokumenterer meget klart sort på hvidt, at det ikke ar arbejdsopgaver medarbejderne mangler. De arbejder, når vi andre holder fri

Jan Fischer (S), udvalgsformand

»Jeg sendte en henvendelse fra en borger videre til cheferne, og der var bestemt ikke, fordi den pågældende borger eller mig selv for den sags skyld mistænker vores nattevagter for at drive den af eller sove i bilerne,« understreger Marianne Kirkegaard.

»Jeg har stor tillid til vores personale, der har mange opgaver, der skal løses i nattetimerne, mens de fleste andre sover. Jeg har selv i mit tidligere arbejdsliv kørt som nattevagt, så jeg kender lidt til, hvor krævende arbejdet kan være.«

Udvalgsformand Jan Fischer (S) bad om en redegørelse på baggrund af henvendelsen, og han understreger også, at han har »meget stor tillid til kommunens hjemmepleje.«

»Redegørelsen har kun bestyrket mig i, at vores medarbejdere fortjener alt mulig kredit for deres arbejde om natten, og redegørelsen dokumenterer meget klart sort på hvidt, at det ikke ar arbejdsopgaver medarbejderne mangler. De arbejder, når vi andre holder fri,« siger Jan Fischer.

4 + 1 på arbejde

På en nattevagt er der en sygeplejerske og 4 social- og sundhedshjælpere på arbejde. De skal dække hele kommunen.

En køreliste pr. medarbejder i nattevagten bestå af ca. 15-17 borgerbesøg. Derudover vil der typisk forekomme uplanlagte besøg i form af akutbesøg.

For sygeplejersken er der færre planlagte besøg, men ofte akutte besøg. Det kan drejer sig om 5 - 10 besøg på en nat.

Det er her vigtigt at bemærke, at en stor andel af nattevagtens tid anvendes på vejtid på grund af stor geografisk dækning, og hvor de akutte besøg ikke altid passer ind i en optimal kørerute, kan man man læse i redegørelsen fra Velfærdsdirektøren og Ældrechefen.

Dokumentation nødvendigt

Når nattevagterne har afviklet et besøg, skal de på fyldestgørende vis dokumentere, hvad der er hændt, og levere viden videre til det hold af medarbejdere, der møder ind næste morgen i dagvagt. I dag- og aftenvagterne vil personalet typisk dokumentere fra en mobil enhed i borgerens hjem, mens det i nattevagten primært foregår fra den mobile enhed i medarbejderens bil.

Det som oftest derfor, at nattevagterne kan ses holdende på udvalgte steder ved nattetide i kommunens store og små byer. De er ganske enkelt i færd med at skrive rapport.

»Der vil (også, red.) altid i løbet af en nattevagt være såkaldt ’beredskabstid’, dvs. den tid, hvor nattevagten står til rådighed i tilfælde af nødopkald,« understreges det i redegørelsen.

Effektiv powernap

Der er ingen medarbejdere som fiser den af ved at sove skønhedssøvn på en vagt.

Lidt søvn i vagten kan imidlertid finde sted som et powernap. Et powernap er en kortvarig lur på mellem 10 og 20 minutter, der kan give fornyet energi.

Normalt siger forskningen, at hjernen kan klare 16 timers vågenhed, før trætheden begynder at forringe dens funktion. En powernap kan fjerne toppen af trætheden.

Et powernap fjerner præcis lige så meget træthed, som 10 minutters nattesøvn fjerner.

Der er i Hjemmeplejen (Sundhed og Omsorg) udarbejdet en instruks for powernap målrettet medarbejdere, der arbejder om natten. Et powernap er i instruksen defineret som:

  • 1) et udtryk for en energitilførsel til hjernen
  • 2) let søvn af maksimalt 20-30 minutters varighed
  • 3) man sidder i en stol
  • 4) man er kontaktbar
  • 5) powernap kan ikke erstatte rigtig nattesøvn. Powernap kan kun finde sted, hvis arbejdet tillader det.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen