Ældreområdet til debat: Fischer og Haubuf på rundtur i kommunen

Socialdemokraterne Jan Fischer og Christian Haubuf inviterer ældre, pensionister og efterlønsmodtagere til at debattere et godt ældreliv ved fire møder i Rønde, Ryomgård, Ebeltoft og Hornslet.

Artiklens øverste billede
Jan Fischer (nummer fire fra v.) og Christian Haubuf (yderst th.) diskuterer det gode ældreliv på Ringparken i Ryomgård onsdag eftermiddag. Arkivfoto

Det er selvfølgelig med det kommende kommunalvalg for øje, at socialdemokraterne Jan Fischer og Christian Haubuf tager på rundtur i kommunen i den kommende tid for at diskutere med den ældste del af Syddjurs borgerne.

»Vi har brug for at lytte til de sande eksperter og høre deres mening til et godt ældreliv,« siger Jan Fischer, der i denne periode har røgtet formandsopgaven i Udvalget for sundhed, ældre og social - i folkemunde SÆ-udvalget.

»Både Christian og jeg sidder i udvalget, men det er vigtigt at understrege, at vi kommer rundt som socialdemokrater og ikke som medlemmer af SÆ-udvalget,« lyder det fra Fischer.

Onsdag 15. september er duoen at finde i Rønde og Ryomgård.

I Rønde er mødestedet Huset på Seniorlunden klokken 10-12, og herefter haster Haubuf og Fischer videre til Ringparkens café i Ryomgård for at være klar klokken 14-16.

Møderne i Hornslet og Ebeltoft er berammet til henholdsvis 29. september og 7. oktober.

I Hornslet er mødestedet Rosengården klokken 10-11.30, i Ebeltoft Solbakken på Nørreport 18 klokken 19.15-21.

Korte oplæg

Det socialdemokratiske duo har alle fire steder aftalt med en række repræsentanter fra Ældresagen, den lokale pensionistforening, Distriktsrådet m.fl., at de til en start bidrager med korte oplæg. Det samme gør Jan Fischer.

Herefter er ordet frit, og der kan diskuteres alt fra kvalitetsstandarder for praktisk hjælp på ældreområdet - kvalitetsstandarderne er de kommunalpolitiske retningslinjer for den service, som en kommunes borgere kan forvente - til ældrecaféernes åbningstider og drift.

»Vil du være med til at præge din bys og omegns udvikling, og høre om, hvad andre borgere har tænkt sig om fremtiden for ældre, pensionister og efterlønsmodtagere, så mød op til et spændende debatmøde,« lokker duoen med i indbydelsen.

»For os handler det primært om at lytte til, hvad folk har at sige positivt og negativt, så vi får noget med hjem, vi kan tænke over, og som måske kan bruges politisk. Derfor er det også vigtigt, at så mange som overhovedet muligt dukker op og bidrager til debatten. Ingen synspunkter er mere rigtige end andre. Vi lytter til alle,« forsikrer Jan Fischer, af en tidligere topembedsmand i Syddjurs Kommune tituleret Byrådets klart mest autentiske politiker.

Fischer og Haubuf ser også gerne, at politikere, der ikke har rosen som symbol, dukker op til møderne.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen