Naturnationalparker: Hvad mener Socialdemokratiet egentlig?

Lokalavisen har spurgt Anita Søholm, medlem af Udvalget for natur, teknik og miljø, hvorfor partiet afviser Kalø Skovene som hjemsted for en naturnationalpark, men derimod hilser den velkommen i Mols Bjerge.

Artiklens øverste billede
»Ved at etablere en naturnationalpark med inddragelse af borgere, eksperter, organisationer, myndigheder osv. og gentænke forvaltningen af de statslige arealer i Mols Bjerge, så kan vi prioritere naturen i langt højere grad end nu,« lyder fra Anita Søholm (yderst tv.). Arkivfoto

Socialdemokraterne Anita Søholm, medlem af Udvalget for natur, teknik og miljø, og Michael Stegger Jensen, medlem af Økonomiudvalget og partiets borgmesterkandidat til KV21, har begået et debatindlæg med en anbefaling af en naturnationalpark i Mols Bjerge.

I debatindlægget tager duoen en række forbehold, som giver anledning til, at spørge Socialdemokratiet, hvad de egentlig mener, og om anbefalingen er reel?

Anita Søholm, der kender Nationalpark Mols Bjerge bedre end de fleste. Hun bor i området og har gjort det i det meste af sin levetid. har på mail på vegne af partiet besvaret en række spørgsmål stillet af Lokalavisen.

- I skriver i jeres indlæg: »De statsejede arealer i Mols Bjerge har uden tvivl potentiale for at blive naturnationalpark, da der jo i årevis er forsket i biodiversitet, og man desuden har genskabt de lysåbne sure overdrev, der er en truet naturtype.«
Det er kun de statsejede arealer, der kan blive aktuelle som naturnationalpark. De udgør cirka 20 procent af Nationalpark Mols Bjerge. Hvorfor understreger I ikke dette?

Anita Søholm, uddannet biolog og mangeårig beskæftiget med at udfolde diverse naturprojekter. Pressefoto


»Det starter vi jo med at nævne, så ja det er kun de statsejede arealer, der kan blive naturnationalpark.«

- »Der skal dog ikke være flere hegnede områder, end der allerede er i bjergene. Og vi ønsker flere låger, så områderne bliver mere tilgængelige, samt sikring af, at ridestier udenfor indhegningerne er farbare for ryttere,« skriver I. Det er svært at læse dette som andet end, at Socialdemokratiet ikke vil en naturnationalpark, men blot bevare den nuværende Nationalpark Mols Bjerge?

»Vi vil gerne have en naturnationalpark, men vi ønsker ikke flere hegnede arealer. Der vil være en god mulighed for at ændre på de nuværende hegnede arealer, så dynamikken bliver anderledes, måske større sammenhængende områder, men med veje/stier mellem dem, samt ændret græsningspraksis med friholdelse af arealer på nogle tidspunkter af året. Og vi regner selvfølgelig med, at der følger en pose penge med udnævnelsen til naturnationalpark, så vi kan igangsætte nye naturforvaltningsprojekter og naturgenopretning, der gavner biodiversiteten. Det har der jo hidtil ikke været meget af i den nuværende nationalpark.«

Jeg har jo selv haft en søn, der har gået i Naturbørnehaven Mols Bjerge. Hvor skovbørnehaven ved Kalø jo er et stationært sted, og børnene er afhængig af, at de kan komme i skoven og gennem den ned til havet, så har Naturbørnehaven Mols Bjerge tre mobile skurvogne.

Anita Søholm

Mobil naturbørnehave

- I siger nej til Kalø Skovene - bl.a. fordi der ligger en skovbørnehave her. Det gør der jo også i Mols Bjerge. Hvori består forskellen?

»Der er stor forskel. Jeg har jo selv haft en søn, der har gået i Naturbørnehaven Mols Bjerge. Hvor skovbørnehaven ved Kalø jo er et stationært sted, og børnene er afhængig af, at de kan komme i skoven og gennem den ned til havet, så har Naturbørnehaven Mols Bjerge tre mobile skurvogne. Så de flytter rundt forskellige steder i naturen, hvor der faktisk ikke er hegnet. Fx er de om sommeren ved Fuglsø strand, om vinteren i Daaleren ved Knebel og om sommeren i et område tæt på Tre Høje, hvor der heller ikke er hegnet, så de har virkelig mange muligheder for at færdes i naturen og i mange forskellige naturtyper - ved strand, på kystskrænter, i skov og på lysåbne overdrev.«

Handle nu

- I trækker borgerkortet: »Der skal ske en reel inddragelse af de lokale borgere igennem hele processen. Der skal være en oplysnings- og informationskampagne om brug af og opførsel i naturen til lokale borgere og brugere af områderne.« Hvordan vil I sikre dette? Hvad nu, hvis borgermodstanden er markant stor? Hvorfor vil I så fortsat anbefale en naturnationalpark?

»Ja, vi vil fortsat anbefale en naturnationalpark på trods af modstand, hvis vores krav ellers bliver imødekommet fra forligsparterne om at sikre en reel inddragelse af borgerne i processen, som det skete ved etableringen af vores Nationalpark Mols Bjerge, hvor jeg jo selv sad som frivillig i styregruppen gennem hele projektperioden. Og vi vil fortsat anbefale en naturnationalpark inden for de nævnte kriterier, på trods af lokal modstand, da det er absolut nødvendigt at vi handler nu for at sikre en fortsat mangfoldig, rig og vild natur i fremtiden. Hvis vi ikke gør noget nu, så vil fx den masseuddøen vi ser ift. insekter eskalere. Vi skal sikre levesteder til både insekter, vilde planter, fugle osv. At arbejde for en fremtidig mangfoldig natur er jo ikke kun en lokal opgave, det er en national opgave, der kræver, at vi alle gør en indsats rundt om i Danmark, hvor det giver mening.«

Ikke sår stor forskel

- Det er svært at læse jeres indlæg som andet end opbakning til den eksisterende Nationalpark Mols Bjerge og ikke som anbefaling af en naturnationalpark?

»Jo, vi anbefaler bestemt en naturnationalpark, men vores holdning er, at der måske ikke er så stor en forskel på de to parker. Men ved at etablere en naturnationalpark med inddragelse af borgere, eksperter, organisationer, myndigheder osv. og gentænke forvaltningen af de statslige arealer i Mols Bjerge, så kan vi prioritere naturen i langt højere grad end nu. Og der bliver lavet en forvaltningsplan, der både tilgodeser naturen - vild natur, levesteder og truede arter, samt friluftslivet. Det vil sige en balance mellem naturbeskyttelse og naturbenyttelse. «

Læs også

Del artiklen