Coop landsråd: Nyt socialdemokratisk talent hittede stort ved landsrådsvalg

Sidse Graarup Vangsted, formand for bestyrelsen i Dagli'Brugsen Pindstrup og kandidat for Socialdemokratiet, scorede flest stemmer af samtlige kandidater i Østjylland ved det nyligt afholdte valg til Coops landsråd.

Artiklens øverste billede
Der knyttes forventninger til Sidse Graarup Vangsted i både Pindstrup og Socialdemokratiet. Pressefoto

Tre lokale Midtdjurs borgere skal de næste to år repræsentere medlemmerne i Coops højeste myndighed.

Det er er Sidse Graarup Vangsted, formand for Dagli’Brugsen Pindstrup, Jens Jacob Sørensen, formand for Dagli’Brugsen Nimtofte og Marianne Ripka, bestyrelsesmedlem i SuperBrugsen Kolind.

Det er de lokale bestyrelser i landets Dagli’Brugsen, SuperBrugsen og Kvickly, som har stemt om, hvem der skal have plads i Coops Landsråd.

Halvdelen af de 126 pladser er på valg hvert år. De 100 medlemmer, som vælges i de 10 danske distrikter, vælges for en 2-årig periode.

Sidse Graarup Vangsted, klar topscorer ved valget til Coops Landsråd i Østjylland.

Topscorer

Unge Sidse Graarup Vangsted scorede højest af alle kandidater i Distrikt Østjylland med 201.095 stemmer.

Det er hver enkelt Coop butiks bestyrelser i Østjylland, der har stemt på vegne af medlemmerne.

Hver butik har én stemme pr. medlem i butikken. I Pindstrup har man fx. 520 medlemmer, og derfor har de 4 kandidater, som bestyrelsen her har stemt på hver fået 520 stemmer at gøre godt med.

Jens Jacob Sørensen, bestyrelsesformand i Dagli’Brugsen Nimtofte i næsten en menneskealder scorede 136.829 stemmer, mens der var 104.685 til Marianne Ripka.

Høj valgdeltagelse

Valgdeltagelsen på landsplan var på 82,0 procent og dermed den højeste nogensinde. Den hidtidige rekord blev sat i 2019, hvor valgdeltagelsen var 80,7 procent.

405 ud af de 494 stemmeberettigede lokale bestyrelser har stemt.

Coops landsråd vælger foreningens formand og bestyrelse, der står for at ansætte direktionen og udpege bestyrelsen i Coops datterselskaber.

Coop er Danmarks største andelsbaserede detailvirksomhed – en demokratisk forening og forretning ejet af mere end 1,9 millioner medlemmer.

Et nyt hit?

Sidse Graarup Vangsted, der netop er fyldt 30, stammer fra Sindal i Nordjylland.

Hun flyttede for en årrække siden til Pindstrup sammen med sin familie, der består af mand og fire børn.

Ved siden af formandsposten i DagliBrugsen Pindstrup er hun også aktiv i byens distriktsråd og bestyrelsesmedlem i IF Midtdjurs Fodbold.

Det er første gang hun opstiller til et kommunalvalg. Hendes brugsuddeler i Pindstrup, Michael Nielsen, har i høj grad presset på for at få hende med på den socialdemokratiske liste.

Han har selv siddet i Syddjurs Byråd i en fireårig periode for Socialdemokratiet.

Sidse Graarup Vangsted har studeret til Jordbrugsteknolog med heste som speciale på Erhvervsakademiet i Århus. Heste har altid fyldt i hendes liv både privat og som underviser.

Pindstrup er historisk en socialdemokratisk bastion med med en stærk politisk kultur, som har båret mange bysbørn ind i lokalpolitik. Chancerne for at byen støtter helhjertet op om Sidse Graarup Vangsted tirsdag 16. november er absolut store.

Det vil ske med en klar forventning om, at Sidse Graarup Vangsted ikke vil gå i et med tapetet i de hellige haller, men tværtimod udfordre de politiske beslutninger og gå over på det andet fortov, når hun ser en politisk bevægelse på det modsatte.

Læs også

Del artiklen