Jannie Konvell Rasmussen ny formand for DN Syddjurs

Den nyvalgte bestyrelse i Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs har konstitueret sig efter det dramatiske årsmøde, hvor formand og næstformand ikke opnåede stemmer nok til at blive genvalgt.

Artiklens øverste billede
Jens Kristoffersen, ny næstformand hos DN Syddjurs. Foto: Lars Norman Thomsen

Den nye bestyrelse i Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs har konstitueret sig med Jannie Konvell Rasmussen, Knebel, som formand og Jens Kristoffersen, Knebel, som næstformand.

»Bestyrelsen vil komme med en udtalelse umiddelbart efter første ordinære bestyrelsesmøde,« oplyser den nye formand, der opnåede flest stemmer ved årsmødet forleden på Rønde Højskole, da bestyrelsen skulle sammensættes.

Jannie Konvell Rasmussen arbejder til daglig som finansiel rådgiver hos Danske Bank.

Otte nye personer, samt to nye suppleanter blev valgt ind i bestyrelsen på årsmødet. Stort set alle med adresse på Mols og Helgenæs. Størstedelen af de godt 90 fremmødte på årsmødet stemte nemlig på de otte nye ansigter.

Ud røg den hidtidige formand, Stig Bredstrup, Ebeltoft, og næstformand Hasse Schneidermann, Thorsager.

Kun Kim Vithen Olsen fra den gamle bestyrelse kom ind, og ny var også Pia Haecky fra Helgenæs, der var anbefalet af den siddende bestyrelse.

Ikke et kup

Det hele var tilsyneladende styret af dyrlæge Jens Kristoffersen fra Knebel, der i flere omgange har rejst kritik af blandt andet Molslaboratoriets behandling af dyr og også har ytret sig om adgangen for beboerne til stier og naturarealer i Nationalpark Mols Bjerge.

- Har I lavet et kup? - spurgte Lokalavisens Kian Johansen dagen derpå Jens Kristoffersen.

»Vi har ikke lavet et kup. Vi er bare flere der valgte at stille op samtidig til et demokratisk valg,« lød det fra Jens Kristoffersen, der har været medlem af DN i over 50 år.

Den nyvalgte bestyrelse har endnu til gode at få opdateret lokalforeningens hjemmeside, hvor det fortsat er de gamle navne som optræder.

Læs også

Del artiklen