Budget 2022: Har embedsmændene lavet et barn på det samlede byråd?

Enhedslistens Jesper Yde Knudsen mener, at kommunens forvaltning har lusket en besparelse på familieområdet - uden at oplyse politikerne om det - ind i næste års budget, som man ellers i Udvalget for familie og institutioner havde sagt nej til i juni.

Artiklens øverste billede
Enhedslistens Jesper Yde Knudsen hævder, at embedsmændene har sneget en besparelse ind i Budget 2022 på familieområdet uden at orientere politikerne. Pressefoto

Udvalget for familie og institutioner verfede på et møde 8. juni et forslag om kompenserende besparelser på familieområdet på 575.000 kroner i 2021 og 2.3 mio. kroner i 2022, helt væk.


På et møde i FI-udvalget 8. juni afviste udvalget de af embedsmændene foreslåede kompenserende besparelser på familieområdet og henviste temaet til budgetforhandlingerne. https://www.syddjurs.dk/dagsorden/udvalget-familie-og-institutioner-fi-08-06-2021


»De forslag afviste vi og henviste dem i stedet til budgetforhandlingerne. Det plejer at betyde, at forvaltningen eller politikere kan putte dem på bordet i forhandlingerne, og vi kan så diskutere, om det er forslag, vi ønsker i budgettet,« siger Enhedslistens Jesper Yde Knudsen.

Det afviser han skete under budgetforhandlingerne, hvor også Kirstine Bille (SF), formand for FI-udvalget og Christoffer Pedersen (V), medlem af udvalget, sad med til højbords.

Da direktionens budgetkatalog i august landede på byrådets bord i august var forslagene ikke med, og der var ikke nogen politikere der bragte forslagene ind i forhandlingerne, ifølge Jesper Yde Knudsen, der deltog i budgetforhandlingerne nærmest frem til målstregen, før han sammen med Alternativets Mette Foged blev bedt om at fortrække, fordi duoen endte med at melde pas på det budgetforlig, som de øvrige 25 byrådsmedlemmer kort efter signerede.

I dag, onsdag, er der 2. behandling af Budget 2022, og det er kun en formalitet, fordi alle forhåndsaftaler er på plads - eller er de?

Luskeri i dagslys?

Jesper Yde Knudsen har nemlig tænkt sig at bruge dagens 2. behandling til meget højlydt at kritisere, at de nævnte kompenserende besparelser er en del af forliget, selvom det har været godt skjult under forhandlingerne.

I fredags fik Byrådet et høringssvar fra Sundhedsplejen, som kritiserer besparelserne. Embedsmændene blev straks bedt om en forklaring.


Først tirsdag - i går - svarede embedsmændene, at det er rigtigt, at besparelserne er en del af det budgetforlig, der er vedtaget, fortæller Jesper Yde Knudsen.

Det er meget teknisk, det, der er sket, men Enhedslistens frontman kalder forløbet et eksempel på meget dårlig forvaltningsskik. Han siger ikke direkte, at embedsmændene har lavet et barn på politikerne, men det er tæt på.

FI-udvalget sendte som tidligere nævnt spørgsmålet om de kompenserende besparelser til budgetforhandlingerne på sit møde 8. juni.


Denne blok er en del af næste års budget, og nu viser det sig, at de kompenserende besparelser som FI-udvalget afviste 8. juni er indeholdt i blokken - uden at det med et ord har været nævnt under budgetforhandlingerne, ifølge Jesper Yde Knudsen.


»I budgetkataloget i blok 11-D-1, der handler om at tilføre 11 mio. kr. til familieområdet (Børn, unge og familier), står der en sætning i næstnederste afsnit »Med gennemførelse af handleplaner samt kompenserende besparelser forventes det (...)«. Her nævnes specifikt ikke mødet 8. juni, hvor vi sagde nej til de kompenserende besparelser,« siger Jesper Yde Knudsen.

»Forvaltningens argument er, at fordi vi har sagt ja til blok 11-D-1, så har vi også sagt ja til de kompenserende besparelser, selvom de ikke er udspecificeret i blok 11-D-1.«

Helt ude i skoven og meget betænkeligt, mener Jesper Yde Knudsen.

Dårlig forvaltningspraksis

Det er Jesper Yde Knudsens klare opfattelse, at ingen i Byrådet anede, at besparelserne på familieområdet lå gemt under denne blok.

»Jeg mener, det er et eksempel på en ekstrem dårlig forvaltningspraksis at gemme beslutninger på denne måde,« lyder hans kritik.

»Vi skal huske, at det er beslutninger, der vil have alvorlige konsekvenser for nogle af de mest udsatte børn og familier i Syddjurs.«

Enhedslisten vil ikke være med til besparelserne på familieområdet og stiller under anden behandlingen et ændringsforslag til budgetforliget, der vil trække besparelserne tilbage.

»Det er spændende at se forligspartiernes reaktion. Vil de lade som ingenting eller er de villige til at genåbne budgetforliget og rette op på fejltagelsen,« lyder det spørgende fra Jesper Yde Knudsen.

Adresseavisen ville gerne have hørt, hvad Kirstine Bille og Christoffer Pedersen mener, men de er forhindret i at svare, fordi de inden dagens anden behandling deltager i et temamøde, som altid går forud for det åbne byrådsmøde.

Adresseavisen dækker naturligvis dagens anden behandling, hvor både Kirstine Bille og Christoffer Pedersen således får lejlighed til at forholde sig til Jesper Yde Knudsens kritik.

Det samme gør de to øvrige medlemmer af FI-udvalget, næstformand Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V) og Michael Aakjær (S).

Læs også

Del artiklen