Djursland får to nye cykelstier

Forligspartier på Christiansborg har fordelt millioner.

Artiklens øverste billede
Her kommer de nye cykelstier, som forligskredsen på Christiansborg har frigivet i alt 42 millioner kroner til. Illustration: Trafikministeriet

Cyklister på Bornholm, Fyn og i Jylland kan se frem til bedre cykelinfrastruktur, når 200 millioner kroner fra Infrastrukturplan 2035 bliver omsat til bedre cykelinfrastruktur ni steder i landet. Arbejdet med cykelprojekterne kan påbegyndes i 2022, som også er udråbt til Cyklens år af parterne bag infrastukturaftalen.

Det er Vejdirektoratet, der har indstillet de bedste projekter langs statsvejene, som de 200 millioner kroner kan bruges på, og nu er parterne bag infrastrukturaftalen enige om at sætte arbejdet med cykelprojekterne i gang.

Torsdag er der landet en aftale blandt forligsparterne i Transportministeriet, som peger på to projekter på Djursland, hvor der fremover vil være nye cykelstier.

Den ene er et ønske gennem flere år, som betyder at der sydvest for Grenaa, mellem Damkjærvej og Tværvej, henholdsvis Homå og Trustrup, vil forbinde de to cykelstier, så man fremover trygt vil kunne cykle hele vejen fra Grenaa til Trustrup, en strækning på godt 2,6 kilometer. Den vil koste 20 millioner kroner at etablere.

Glade politikere

Djurslandskredsens socialdemokratiske folketingsmedlem Leif Lahn er virkelig glad for denne beslutning.

I valgkampen 2019, fik han præsenteret projektet af en repræsentant fra Trustrup Borgerforening og partifællen i kommunalbestyrelsen i Norddjurs, Niels Basballe, hvor han modtog mange underskrifter, som blev givet videre til transportministeren, og gav udtryk for at han ville kæmpe for sagen.

»Nu viser det sig at cykelstien bliver til noget, og forældrene trygt kan sende deres børn ud på cykel. Det glæder mig virkelig meget. Jeg vil gerne sige tak til alle dem, som har troet på og taget kampen igennem mange år, det er bestemt deres fortjeneste,« siger Leif Lahn.

Niels Basballe har gennem årene henvendt sig til fire transportministre igen og igen og løftet ønsket om en cykelsti.

»Det er en rigtig stor dag, hvor det virkelig viser sig at vi endelig har fået hul igennem. Det gør mig virkelig glad, og viser det nytter at holde fast,« siger han.

Tager tre år

Aftalen betyder også, at der er blevet penge til en cykelsti mellem Kolstrupvej og Mogenstrupvej ved henholdsvis Djurs Sommerland og Ramten. Den koster 22 millioner kroner.

Begge cykelstier tager cirka tre år fra bevillingen er givet til etablering og vil løfte trafiksikkerheden betragteligt begge steder.

Vejdirektoratet har udvalgt projekterne ud fra en række parametre, blandt andet trafiksikkerhed, sammenhæng med det øvrige cykelstinet og uheldsdata. Det tager Vejdirektoratet mellem et og tre år at anlægge de nye cykelstier alt efter projekternes kompleksitet.

I løbet af 2022 skal der desuden laves en cykelstrategi som en integreret del af Cyklens år. Strategien skal sætte retning for, hvordan cykelindsatsen skal målrettes i de kommende år.

Læs også

Del artiklen