KV21: Mød Byrådets kvindelige islæt i Hornslet lørdag

Mindre end en tredjedel af det nuværende Syddjurs Byråd består af kvinder. De nuværende otte byrådspolitikere mener ikke overraskende, at der skal gøres noget ved den skæve kønsfordeling.

Artiklens øverste billede
De otte kvinder i det nuværende byråd er for skævt, mener fra v.: Grethe Møgelvang (O), Else Marie Høgh (V), Marianne Kirkegaard (V), Kirstine Bille (F), Laila Sortland (D), Mette Foged (Å), Anita Søholm (A) og Helle Røge (F). Pressefoto

I landets 98 kommuner er kun knap en tredjedel af byrådspolitikerne kvinder. Kun 13 ud af 98 borgmestre er kvinder.

Danmark har tilsluttet sig FN’s Verdensmål, hvori der i Verdensmål 5 står: ”Kvinder skal sikres fuld og effektiv deltagelse og lige muligheder for lederskab på alle niveauer af beslutningstagning inden for politik, økonomi og det offentlige liv.”

Ligeledes er vi igennem FN’s Kvindekonvention forpligtet på at ”tage alle passende forholdsregler til at afskaffe diskrimination imod kvinder i landets politiske og offentlige liv.”

I Syddjurs Byråd sidder der i øjeblikket otte kvinder ud af 27: Anita Søholm (A), Laila Sortland (D), Helle Røge (F), Kirstine Bille (F), Grethe Møgelvang (O), Else Marie Høgh (V), Marianne Kirkegaard (V) og Mette Foged (Å).

Det mener de otte er alt for få, og derfor slår de i dag, lørdag, et slag for flere kvinder i lokalpolitik. Mød de otte og andre kandidater, der repræsenterer spindesiden ved den nye ”kulturgrund” ved siden af KomBi i tidsrummet 10-13.

»Vi vil rigtigt gerne fortælle om vores arbejde i byrådet fra alle de synsvinkler og med de erfaringer, vi nu hver især kommer med. Det vil vi gerne gøre sammen med alle de andre kvindelige kandidater ved dette års valg til byrådet,« lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de otte kvinder i det nuværende byråd.

De møder frem med kaffe på kanden.

Læs også

Del artiklen