Kirstine Bille: Sjusk og beskæmmende af forvaltningen

Syddjurs Kommune har tilsyneladende aldrig fremsendt et CO2 regnskab til Sekretariatet for borgmesterpagten, som kommunen ellers forpligtede sig til, da man politisk i 2012 tilsluttede sig EU’s klimainitiativ Borgmesterpagten.

Artiklens øverste billede
Kirstine Bille blev i foråret 2021 udnævnt til dansk ambassadør for Borgmesterpagten i Europa for klima og energi. Derfor er det pinligt, at Syddjurs Kommune har glemt at indsende sine CO2 regnskaber til Sekretariatet for borgmesterpagten. Pressefoto

Syddjurs Kommune tilsluttede sig i 2012 EU’s klimainitiativ Borgmesterpagten som den 3.724’ende kommune i Europa.

Borgmesterpagten er et initiativ, der tager sigte på at støtte op om de kommuner i Europa, hvis målsætning er minimum 20 procent nedsættelse af deres CO2-udledning.

Aftalen sætter nogle mål for CO2-reduktion i kommunen, der betyder at kommunen og dets borgere og virksomheder skal inddrages i en CO2-reduktion på mere end 20 procent inden 2020. Borgmesterpagten er den Europæiske Unions svar på bekæmpelse af klimaændringerne.

Formålet med Borgmesterpagten er mere vidtrækkende end blot en hensigtserklæring. For at opfylde de fastsatte mål om at reducere CO2-udledningen, som underskriverne selv opstiller, forpligter de sig til en række tiltag og accepterer at foretage indberetning og overvågning deraf. Inden for visse foruddefinerede rammer påtager kommunerne bl.a. at indsende et CO2 regnskab til sekretariatet for Borgmesterpagten.

»TV2 påstår at 18 kommuner, herunder Syddjurs, aldrig har indsendt et CO2 regnskab til Sekretariatet for borgmesterpagten, og at vi derfor bryder borgmesterpagten,« anfører Enhedslistens Jesper Yde Knudsen

»Har I en god forklaring, Kirstine Bille, Claus Wistoft og Ole Bollesen,« spørger Jesper Yde Knudsen henvendt til den nuværende og to tidligere Syddjurs borgmestre.

Jeg er jo dansk ambassadør for Borgmesterpagten. Jeg har lagt mig fladt ned og sagt, at det er sjusk og beskæmmende, at vi ikke har sendt vores regnskaber ind. Noget jeg har taget som en selvfølgelighed men desværre ikke fulgt op på.

Kirstine Bille (SF)

Lægger sig ned

Jesper Yde Knudsen har smidt historien på sin Facebook profil, og i kommentarsporet ’lægger’ Kirstine Bille, SF borgmester i Syddjurs i perioden 2010-2013, sig fladt ned.

I 2021 blev den nuværende udvalgsformand (Udvalget for Familie og Institutioner), 2. viceborgmester og medlem af Kommunernes Landsforenings (KL’s) internationale udvalg, udpeget som dansk ambassadør for Borgmesterpagten, så hun er gram i hu over det skete.

»Jeg er jo dansk ambassadør for Borgmesterpagten. Jeg har lagt mig fladt ned og sagt, at det er sjusk og beskæmmende, at vi ikke har sendt vores regnskaber ind. Noget jeg har taget som en selvfølgelighed men desværre ikke fulgt op på.

Til gengæld er jeg glad for, at vi har levet op til - og mere end det - til de mål, vi forpligtede os til i pagten. Syddjurs Kommune har f.eks. mere end halveret energiforbruget, siden vi trådte ind i Borgmesterpagten.

Jeg har naturligvis straks, jeg blev klar over det, bedt forvaltningen om at få sendt vores tal ind til sekretariatet for Borgmesterpagten. Det er jo nemt, da opgørelserne er lavet og foreligger offentligt tilgængeligt.

For mig er det trods alt det vigtigste, at der er handlet.«

Klimapagten, der også kaldes Borgmesterpagten, Compact of Mayors, er en frivillig aftale kommunerne har indgået med EU om at gøre en særlig energiindsats.

Borgmesterpagten er iværksat af Europa-Kommissionen i 2008.

Markant besparelse

Fra 2010 til 2020 reducerede Syddjurs Kommune sit energiforbrug og CO2-udledning for bygninger med i alt cirka 45 procent eller i gennemsnit 4,1 procent pr. år. Syddjurs Kommune levede dermed op til sine forpligtelser som klimakommune under Danmarks Naturfredningsforening, hvor kommunen skal reducere energiforbrug og CO2-udledning med minimum 2 procent hvert år.

Ved offentliggørelsen af energiregnskabet i maj 2021 pegede kommunen selv på et par investeringer, der havde haft betydning for det lavere energiforbrug:

  • I Margrethe Børnehaven i Pindstrup har udskiftning af belysningen til LED med tilhørende automatik resulteret i en årlig besparelse på 7.500 kWh svarende til 1,5 Ton CO2. Installationen resulterer samtidigt i væsentlig forbedret lys kvalitet og dermed et bedre miljø for børn og voksne.
  • Ventilationsanlægget på Rådhuset i Ebeltoft er et kombineret varme og ventilations system. Dette er blevet udbygget og ventilatorerne kører nu med intelligent styring og på jævnstrøm, hvilket har resulteret i en årlig besparelse på 35.000 kWh svarende til 7 Ton CO2. Samlet for hele energiforbruget på bygninger er der udledt knap 100 t mindre CO2 i 2020 end i 2019.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen