KV21: En grædende og desillusioneret Grethe Møgelvang forlod skyndsomt Rådhuset

Dansk Folkepartis deroute på landsplan og partiets ditto i Syddjurs de seneste fire år har nulstillet partiet totalt. Det er slået hjem til start.

Artiklens øverste billede
Grethe Møgelvang trak stikket, da det ret hurtigt stod klart, at hun ikke skulle med til forhandlingsbordet. Hun fortsætter efter valget som Byrådets repræsentant i bestyrelsen Den vestdanske filmpulje. Foto: Lars Norman Thomsen

»Jeg er så skuffet og ked af det,« lød det oprigtigt fra 74 årige Grethe Møgelvang, Mørke, da valgresultatet var kendt, og partiets nedtur var total.

For første gang i Syddjurs historien er Dansk Folkeparti ikke repræsenteret i Byrådet, og denne kendsgerning og sit eget beskedne valgresultat fik tårerne frem i øjnene hos lokalformand og spidskandidat Grethe Møgelvang.

»Jeg synes jo, jeg har knoklet, kæmpet og givet alt, men jeg har været meget alene om det. Der har ikke været hjælp at få overhovedet.«

Skuffende 2,9 procent af stemmerne, en tilbagegang på hele 5,5 procent sammenlignet med valget for fire år siden, var slet ikke nok til at få et mandat.

178 vælgere stemte personligt på Grethe Møgelvang.

Skuffet over Mørke

Hun havde ikke noget bud på sin politiske fremtid, før hun drog hjemad i nattemørket til hjembyen Mørke, men hun fik dog fremstammet, mens tårekanalerne fik frit løb, at den største skuffelse for hende var opbakningen i netop hjembyen.

»Jeg ved, at jeg de seneste 6-7 år har kæmpet for den by og skaffet midler, mens vi lavede byfornyelse. Det havde jeg håbet, at man ville have belønnet, men det skete ikke, og det er måske den største skuffelse for mig.«

Dansk Folkeparti var i valgforbund med Konservative, Venstre og Nye Borgerlige, og det kan betyde, at Grethe Møgelvang som tak og som et plaster på såret får tilbudt en bestyrelsespost m.m. i det bagland, som følger med konstitueringen.

Kom, så og sejrede

Dansk Folkepartis totale nedtur denne gang stod i skærende kontrast til valgnatten i 2017, hvor partiet hentede hele tre mandater i et valgforbund med Nye Borgerlige, Konservative og Liberal Alliance.

De tre mandater gik til Ryomgård trioen: Laila Sortland, Per Dalgaard og Michael Mikkelsen.

Nestor Per Dalgaard stoppede ved udgangen af april 2020 grundet fraflytning fra kommunen og blev afløst af netop Grethe Møgelvang. Siden blev først Michael Mikkelsen løsgænger og kort efter Laila Sortland.

Sidstnævnte skiftede til Nye Borgerlige umiddelbart efter Dansk Folkepartis opstillingsmøde i protest mod Grethe Møgelvang, som havde benyttet mødet til at sikre sit spidskandidatur yderligere ved at få orkestreret, at Dansk Folkeparti skulle opstille på partiliste og dermed gøre det umuligt for Laila Sortland at opnå genvalg.

Var det reelt her, at Grethe Møgelvang skrev sig ud af Syddjurs Byråd?

Michael Mikkelsen genopstillede ikke denne gang, men måske lurer han på et comeback om fire år for Dansk Folkeparti, når dønningerne har lagt sig lokalt og landspolitisk.

Det vil Michael Mikkelsen ikke bekræfte eller forholde sig til, men sikkert er det, at der skal et nyt politisk projekt til, hvis Dansk Folkeparti skal kunne øje en fremtid i Syddjurs.

Det kan godt være, at lokalpolitik er færdig med Michael Mikkelsen i næste periode, men Michael Mikkelsen er ikke færdig med lokalpolitik. Ikke mindst det seneste år har givet ham smag for at fortsætte.




Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen