KV21: Konservative Syddjurs fik løn som fortjent

Det kan godt være, at Det Konservative Folkeparti har medvind på landsplan, men det er slet ikke nok at spille Søren Pape ud som afgørende forklaring på, at Konservative Syddjurs blev valgets store sejrherre i Syddjurs.

Artiklens øverste billede
Stemningen ved det konservative bord var lettere euforisk på valgnatten. Foto: Lars Norman Thomsen

Det Konservative Folkeparti mærker på landsplan en medvind, der aldrig har blæst stærkere end i velmagtsdagene i 1980’erne i Poul Schlüters statsministertid.

Det smittede også af ret så eftertrykkeligt på valgresultatet i Syddjurs, hvor Konservative Syddjurs med 4.003 stemmer (16,4 procent) og fem mandater fra årsskiftet bliver det tredjestørste parti i Byrådet.

Det konservative himmelstormere har ved de foregående fire kommunalvalg kun været en perifer størrelse i Syddjurs med et-to mandater.

Valget i 2013 går over i historien som topmålet af en nedtur. Her opnåede Konservative Syddjurs sølle 383 stemmer. Primært, fordi Tommy Bøgehøj ikke genopstillede.

Tommy Bøgehøj var tilbage i 2017 og sikrede sit eget mandat.

Vi har nu en helt fantastisk platform til at skabe synlighed og skabe mulighed for borgmesterposten næste gang

Tommy Bøgehøj (C)

Ikke kun valgvind

Nu kunne det så være fristende at give partileder Søren Pape hæderen for, at Konservative Syddjurs boomer denne gang, men det er ingenlunde hele forklaringen.

Den væsentligste er, at de lokale konservative denne gang var tidligt ud med at have en færdigsyet valgstrategi og ikke mindst et kompetent kandidatfelt.

Allerede i januar 2021 umiddelbart efter lokalforeningens generalforsamling lå der en liste med 14 kandidater parat.

Et par stykker af dem måtte senere springe i målet af personlige og arbejdsmæssige årsager, som Tommy Bøgehøj forklarede det.

Heldigvis var der ikke langt til at finde et par substitutter i form af Jan Aude, Hornslet, og Bjørn Jensen, Thorsager. Godt for partiet for begge strøg ind i Byrådet ved valget.

»Vi var klart bedre forberedte denne gang,« lød det fra Tommy Bøgehøj på valgnatten, mens der blev skålet og knappet sejrsøl op hen på de sene timer, da resultatet var en kendsgerning.

Hver gang en konservativ kandidat stemplede ind i valgcaféen på Rådhuset i Ebeltoft, blev han eller hun mødt med klapsalver, knus og krammere.

»Jeg havde brugt meget tid i månederne inden vores opstillingsmøde på at afsøge stort set alle områder i kommunen for potentielle kandidater, som vi også kunne regne med ville gøre en indsats frem til valget, og det må vi sige, at det har vi kunnet mærke,« roser Tommy Bøgehøj.

Godt dækket ind

Med Tommy Bøgehøj i Ebeltoft, Kasper Kolstrup Møller i Kolind, Jan Aude i Hornslet, Kirstine Kahr Kvorning i Grønfeld/Rønde og Bjørn Jensen i Thorsager, er det også en bredt dækkende gruppe, der rykker frem i byrådssalen.

Som gruppeformand får Tommy Bøgehøj en afgørende opgave med at få gruppearbejdet til at fungere. Selv om hverdagen nok skal melde sig efter jubelscenerne på valgnatten, så bliver det efter alle solemærker at dømme ikke en gruppe som vil krybe langs panelerne, der skal leve op til det hæderkronede konservative slogan om at ville forandre for at bevare de næste fire år.

»Vi har nu en helt fantastisk platform til at skabe synlighed og skabe mulighed for borgmesterposten næste gang,« lød det da også i en peptalk fra gruppeformanden til kandidaterne dagen efter valget.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen