Kaløskovene: Rønde Distriktsråd råber nu vagt i gevær

Formand for Rønde Distriktsråd, Carsten Skivild, frygter, at Miljøminister Lea Wermelin inden årsskiftet beslutter, at Kaløskovene kan blive Naturnationalpark.

Artiklens øverste billede
Forslag til mulig Naturnationalpark Kaløskovene på 614 ha.. Den går op til Bjerg Thomsens Vej og Kaløvej, men går syd for Jagtslottet. Kilde: Naturstyrelsen

En tur med repræsentanter fra Naturstyrelsen i Kaløskovene i lørdags har fået formand for Rønde Distriktsråd, Carsten Skivild, til at komme med et opråb.

Formanden har tidligere talt planerne om en Naturnationalpark i Kaløskovene ned under gulvbrædderne, og nu gør han det atter efter lørdagens sightseeing.

»Skovvandringen bekræftede Rønde Distriktsråds værste anelser. Miljøministeren vil inden udgangen af i år bestemme, at Kaløskovene kan blive en Naturnationalpark uden, at borgerne reelt er blevet hørt og har fået sagt, at det vil de ikke have,« lyder det fra Carsten Skivild.

Bliver spærret inde

Carsten Skivild appellerer til at Rønde og Mols borgere nu for alvor melder sig i koret af protester, fordi en Naturnationalpark efter hans opfattelse vil vende op og ned på meget af det, der er goder i dag for en bred kreds af borgere.

»Miljøministeren vil spærre Kaløskovene inde med elektrisk hegn, så de kan bruges til, at stude kan afgræsse skovene og markerne. Molsvej skal ligge inde i denne indhegning, hvor man så får gennemkørsler via ’færiste’. Hvad betyder det for vores fremtidige færdsel i Kaløskovene, hvor folk i dag spadserer, løber og kører på mountainbikes,« spørger Carsten Skivild..

Skovvandringen bekræftede bekræftede Rønde Distrikstråds værste anelser. Miljøministeren vil inden udgangen af i år bestemme, at Kaløskovene kan blive en Naturnationalpark uden, at borgerne reelt er blevet hørt og har fået sagt, at det vil de ikke have

Carsten Skivild

El-indhegnet enklave

En Naturnationalpark i Kaløskovene vil betyde urørt skov.

»I urørt skov bliver vandløbene ikke renset op, hvilket vil betyde, at nedfaldne graner og blade efterhånden stopper vandgennemstrømningen. Det betyder, at Kaløskovene langsomt sumper til, så færdsel vil skulle ske i gummistøvler,« kritiserer Carsten Skivild.

Han ser en fremtid, hvor Bregnet Kirke, husene ved kirken og kirkegården bliver en el-indhegnet enklave inde i Naturnationalparken, hvor alle skal gennem en låge, der afskærmer kirken fra studene.

»Når beboere på Mols skal til den øvrige del af landet, sker det som regel ad Molsvej. Molboerne vil nu skulle køre over ’færiste’ for at komme videre. Det lyder som en molbohistorie, men er det ikke. Molboerne bliver sat ind bag hegn sammen med Nationalpark og Naturnationalparker.,« siger en oprørt Distriktsrådsformand.

Han forudser, at ambulancer og brandbiler skal dæmpe farten, når de skal over de omtalte ’færiste’ , og derfor kommer senere frem

«Rønde Distriktsråd opfordrer alle, der ikke bryder sig om dette diktatoriske indgreb i ’vores’ skove, til at give lyd fra sig,» appellerer Carsten Skivild.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen