Socialdemokratiet får både gruppeformand og politisk ordfører

Michael Aakjær bliver som ventet ny formand for den nyvalgte socialdemokratiske gruppe, mens Ole Sønderskov Hansen får titel af politisk ordfører.

Artiklens øverste billede
Michael Aakjær (i forgrunden) får som gruppeformand en nøglerolle i den nye S-byrådsgruppe. Foto: Lars Norman Thomsen

Socialdemokratiet blev mandag enige om, hvordan holdet de næste fire år skal se ud, når Michael Stegger Jensen fra årsskiftet stiger i graderne fra gruppeformand til borgmester.

Mest overraskende er det, at Socialdemokratiet får en tostrenget gruppeledelse bestående af både en gruppeformand og en politisk ordfører.

Førstnævnte post får Michael Aakjær, Hornslet, helt som forudset, mens Ole Sønderskov Hansen, Mørke, skal agere som politisk ordfører. Ole Sønderskov Hansen blev næstbedst i Socialdemokratiet ved kommunalvalget målt på antal personlige stemmer, og den meget ambitiøse og ærekære politiker havde sat næsen op efter en udvalgsformandspost på den konto.

Det mislykkedes som bekendt på valgnatten, hvor Michael Stegger Jensen måtte give køb på formandsposter i de seks stående udvalg for at blive ny borgmester.

Michael Aakjær opfattes af de øvrige partier i Byrådet som en markant og rund politiker, der kender til kunsten at samle i stedet for at sprede.

Set med Michael Stegger Jensens erklærede ønske om at lave brede forlig i byrådssalen om de store temaer, vurderes Aakjær til at være manden som bedst kan hjælpe til med at løse denne opgave.

Ønske fra Stegger

Socialdemokratiets formand Søren K. Lauridsen fortæller, at det er et stærkt ønske fra Michael Stegger Jensen, at gruppeledelsen bliver tostrenget.

»Stegger har i sine snart fire år som vores gruppeformand erfaret, hvor svært det er både at være formand for gruppen og samtidig være politikudvikler og idegenerator. Det er derfor et ønske fra den nye borgmester, at der både bliver en leder af gruppen og en politisk ordfører, som netop får nogle særlige opgaver i forhold til at komme med idéer og sparring til Stegger og Aakjær,« siger Søren K. Lauridsen.

Hvordan arbejdsfordelingen Aakjær og Sønderskov præcis bliver, afklarer de to i fællesskab. Det er nok ikke forkert gættet, at duoen bliver tætte sparringspartnere til den nye borgmester og de opgaver, der især venter ham som socialdemokratisk solist i Økonomiudvalget.

Med i alle udvalg

Socialdemokratiet får med sine syv mandater plads i samtlige stående udvalg. Holdopstillingen de næste fire år hos partiet ser således ud:

  • Borgmester: Michael Stegger Jensen
  • Næstformand i Udvalget for social og beskæftigelse: Michael Aakjær
  • Medlem af Udvalget for familie, børn og læring: Casper Grud Nielsen (nyvalgt)
  • Næstformand i Udvalget for erhverv og plan: Ole Sønderskov Hansen. Menigt medlem: Jan Fischer
  • Medlem i Udvalget for natur, teknik og miljø: Anita Søholm
  • Næstformand i Udvalget for sundhed og ældre: Michael Aakjær. Menigt medlem: Sidse Graarup Vangsted (nyvalgt)
  • Medlem af Udvalget for kultur, fritid og landdistrikter: Ole Sønderskov Hansen
  • Formand i Børn og Unge udvalget: Michael Aakjær. Stedfortræder: Ole Hansen
  • Børn og unge-udvalget består af: 2 medlemmer valgt af og blandt byrådets medlemmer, 1 dommer og 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige.



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen