Kommentar: Et liv i fire akter

Artiklens øverste billede

Mennesket er indrettet med fire temperamenter, der modsvarer de kosmiske elementer (luft, jord, vand og ild).

Det sangvinske temperament er optimistisk, det melankolske tungsindigt, det koleriske heftigt og det flegmatiske sindigt.

Menneskets liv er i fire akter: barndom, ungdom, voksenalder, alderdom (livsaldre).

Året har fire årstider.

En mandala har 4 dele, en slags cirklens kvadratur.

Hvis du ikke er strategisk og taktisk stærk og magter og forstår at begå dig i de rum, hvor politisk skabes i et samspil mellem politikere og embedsværket, så er du chanceløs. 

En byrådsperiode er også på fire år.

Et nyt, forventningsfuldt og mere ungdommeligt byråd med en ung borgmester for bordenden har nu taget over.

De nye møder alle ind med honnette ambitioner om at kunne gøre en forskel og række ud til hinanden og borgerne. Snart vil de erfare, at det er lettere at løse cirklens kvadratur end at få gennemført et valgløfte.

Det får nogle til at falde i staver, andre bliver apatiske og går i et med tapetet, mens de, der ikke stikker op for bollemælk og er hurtigst til at kravle op ad en stejl læringskurve, bliver dem, som kommer til at gøre en forskel i lokalpolitik.

Politik er operationelt og substantielt, heldigvis for det, men hvis du ikke er strategisk og taktisk stærk og magter og forstår at begå dig i de rum, hvor politisk skabes i et samspil mellem politikere og embedsværket, så er du chanceløs.

Du kan hurtigt blive indrulleret i ’systemet Syddjurs Kommune’, hvor alle vil dig det godt, men også forlanger, at du accepterer spillereglerne.

Passer du ikke på, kan du meget hurtigt blive mere solidarisk med ’systemet Syddjurs Kommune’ end med de vælgere, der har valgt dig.

Vi så mange groteske eksempler på det i det forgangne byråd.

Jo, men er ’systemet Syddjurs Kommune’ og borgerne i virkeligheden ikke en stor familie? Ved første øjekast, jo. Men glem aldrig, at virkeligheden oftest er en løgnhals og jævnligt overhales af den virkelige virkelighed.

Så kære nye politikere. Det er vigtigt at kunne samarbejde om fælles løsninger, men det er vigtigst at kunne fastholde sin politiske integritet og jævnligt turde gå over på det modsatte fortov i ensom majestæt end være et flokdyr.

Alene i mængden. Mangfoldig i mig selv. Jeg er.

Good luck.



Læs også

Del artiklen